Drama i nat

Det varer kun timer, før Lionel Messis kontrakt med FC Barcelona udløber. Det er uvist, hvad der så vil ske

Lige nu er det uvist, hvad Messi skal på klubplan efter sommerferien. Kontrakten med Barcelona udløber onsdag ved midnat.
Lige nu er det uvist, hvad Messi skal på klubplan efter sommerferien. Kontrakten med Barcelona udløber onsdag ved midnat.
Offentliggjort Sidst opdateret

Mens Lionel Messi i disse dage boltrer sig ved Copa America med det argentinske landshold, står angriberens kontrakt med FC Barcelona til at udløbe onsdag ved midnat.

Barcelona og Messi er endnu ikke enige om en kontraktforlængelse.

Det har ellers stået klart længe, at aftalen udløber 30. juni 2021.

Barcelona afviste tirsdag at kommentere Messis kontraktsituation over for nyhedsbureauet Reuters.

Spanske medier skriver, at det vil være en ydmygelse for klubpræsident Joan Laporta, hvis Messi ikke forlænger og dermed forlader klubben.

Satser på forlængelse

Laporta, der blev valgt som præsident tidligere på året, satser fortsat på en forlængelse med klubikonet.

- Jeg vil gerne have Messi til at sige ja, så snart han kan. Det vil hjælpe os på mange måder.

- Vi er i konstant kommunikation, han er håbefuld, og jeg er taknemmelig for hans villighed til at blive, sagde Laporta til den spanske avis La Vanguardia tidligere på måneden.

Kan blive som kontraktfri

I teorien kan Messi som en kontraktfri spiller stadig blive i Barcelona efter aftalens udløb og skrive under på et senere tidspunkt.

34-årige Messi har spillet hele sin karriere i Barcelona, og det er blevet til 21 år i den catalanske storklub.

Han skiftede som 13-årig til Barcelona i september 2000, og han er i dag den spiller, der har scoret flest mål for klubben nogensinde.

Barcelona er hårdt ramt økonomisk, og coronapandemien har ikke gjort situationen bedre.

Messi og Argentina skal i kvartfinalen ved Copa America møde Ecuador.

Kampen spilles natten til søndag dansk tid.

Powered by Labrador CMS