Drama i luften: Tysk kampfly nødlander i Danmark
Der blev sendt ambulancer og beredsskabsfolk ud for at modtage kampfly.
Fighter Wing Skrydstrup har i dag haft uventet visit fra Tyskland.
Det skete, da piloten i et Tornado kampfly bad om lov til at nødlande i lufthavnen.
– Flyet ramte en fugl. Man lavede et mayday-opkald om, at man ville sikkerhedslande, fortæller indsatsleder ved Brand og Redning Sønderjylland, Lars Krogh, til Newsbreak.dk.
Der blev sendt brandfolk, ambulancer og folk fra beredskabet ud for at modtage flyet af sikkerhedsmæssige årsager.
– Det kunne kun lande med én motor, fortæller Lars Krogh.
Den anden motor havde nemlig lidt skade som følge af mødet med den føromtalte fugl. Og det gjorde landingen særligt besværlig.
– Normalt kan de bremse med motorene, fortæller Lars Krogh. Det kunne flyet ikke i dette tilfælde, og der var derfor fare for, at flyets bremser ville bryde i brand som følge af overophedning.
Til alt held gik det ikke så galt. Faktisk var der slet ikke behov for de mange sikkerhedsfolk. Flyet landede i god ro og orden.
Om fuglen også overlevede sammenstødet melder historien ikke noget om.
Stand-by 2 sikkerhedslanding (Birdstrike)på Fighterwing, flyet landede sikkert. VOJ og AMB mødt, SOM og BRS aflyst under fremkørsel. pic.twitter.com/qW4ix8JO7f
— BRSJ (@brsjdk) January 31, 2017