Drama før pressemøde: Gør det ikke, Mette F.!
Søren Brostrøm frarådede nedlukning syv timer før pressemøde.
Citathistorie: B.T.
Blot syv timer før Mette Frederiksen på et pressemøde 11. marts lukkede det danske samfund, skrev Søren Brostrøm en e-mail, hvor han frarådede lukning af skoler, vuggestuer og børnehaver.
Det skriver bt.dk, der har fået aktindsigt i mailen.
– Vi kan ikke ud fra sundhedsfaglige grunde anbefale et sådant tiltag i den nuværende situation, skrev Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, efter han havde drøftet sagen med Kåre Mølbak, faglig direktør hos Statens Serum Institut.
Mette Frederiksen begrundede ellers nedlukningen med, at det skete på ‘myndighedernes anbefaling’.
Men faktisk indstillede Søren Brostrøm til, at regeringen ikke indførte yderligere tiltag end dem, som allerede forelå fra myndighedsgruppen Den Nationale Operative Stab, og som lå meget langt fra en nedlukning af det omfang, som Mette Frederiksen endte med at gennemføre:
– Det er på den baggrund vores sundhedsfaglige indstilling, at man afventer udmelding af yderligere tiltag ud over det i vedhæftede skitserede, indtil vi fra sundhedsmyndighedernes side vurderer, at det er hensigtsmæssigt, skrev Brostrøm.
Anbefalede det stik modsatte
Mailen viser, at myndighederne anbefalede det stik modsatte af en stor nedlukning, siger professor i forvaltningsret Sten Bønsing fra Aalborg Universitet.
– Det er svært at se, at Mette Frederiksens udsagn om, at nedlukningen skete på myndighedernes anbefaling, er rigtig. Det lader til ikke at have bund i anbefalingerne.
Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Peter Munk Christiansen supplerer:
– Tværtimod siger de ret eksplicit, at det ikke holder vand i relation til at opveje smittefare mod de øvrige konsekvenser ved at lukke skoler og dagtilbud.
Tidligere har andre medier beskrevet, at anbefalingen om at lukke landet hverken kom fra Sundhedsstyrelsen eller Den Nationale Operative Stab.
Nu er det for første gang dokumenteret, at sundhedsmyndighederne faktisk frarådede regeringens konkrete planer for nedlukning.
Sagen er ifølge eksperterne vigtig, fordi ministre ikke må begrunde politiske beslutninger med, at det er embedsmændenes anbefaling, hvis det ikke passer.
– Det ligger i oplysning og sandhedspligt, at man toner rent flag og ikke pakker politiske beslutninger ind i faglige begrundelser, hvis det ikke er rigtigt, forklarer professor Sten Bønsing.
Ingen kommentarer fra statsministeren
Mette Frederiksen har ingen kommentarer, men henviser til et samråd 9. juni, hvor oppositionspolitikere forsøgte at få svar på, hvem der havde anbefalet hende at lukke landet.
Her forklarede Frederiksen, at hun løbende fik rådgivning af en bred myndighedsgruppe, blandt andet Den Nationale Operative Stab og Statens Serum Institut.
Men hun undlod – til oppositionens frustration – at svare direkte på, hvem der havde anbefalet en nedlukning.
På baggrund af mailen er det ifølge Sten Bønsing svært at se, hvem der skulle have givet anbefalingen.
– Når Den Nationale Operative Stab ikke har anbefalet en så stor nedlukning, og sundhedsmyndighederne direkte taler imod dele af den store nedlukning, er det svært at se, hvem der er tilbage, siger han.
Søren Brostrøm begrunder i mailen sin rådgivning med, at børn ikke ‘forventes at bidrage til smittespredning i betydeligt omfang’, og at den forventede forebyggende effekt ikke er proportionel med de afledte effekter ved at gennemføre lukningen af skoler og dagtilbud.
En uvildig ekspertgruppe er i gang med at undersøge beslutningen om at lukke Danmark. Arbejdet ventes færdigt i januar 2021.
I galleriet ovenfor kan du se en oversigt over statsministerens tidligere corona-pressemøder.