Drama: Er minister på vej ud?

Det er tid til at komme i gang med forhandlingerne om en klimaforhandlingsplan, mener flere støttepartier. Enhedslisten truer med at vælte ministeren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Radikale og Enhedslisten lægger pres på klimaminister Dan Jørgensen (S) for at få gang i forhandlingerne om en klimahandlingsplan.

Enhedslisten truer ifølge Berlingske endda med at vælte ministeren, hvis ikke der snart bliver sat gang i processen.

– Mange vil udlægge det som en trussel. Det er i hvert fald helt tydeligt, at hvis klimaministeren ikke magter opgaven, og statsministeren ikke vil tage ansvar og finde nogen, der kan, så må vi jo tage affære, siger politisk ordfører Pernille Skipper (EL) til Berlingske.

Et bredt flertal i Folketinget blev for omtrent tre måneder siden enig om en klimalov.

Hovedelementet er, at Danmark inden 2030 vil arbejde for at reducere CO2-udledningen med 70 procent i forhold til niveauet i 1990.

Forhandlingerne om klimahandlingsplanerne ventes at blive vanskelige, da planerne skal indeholde konkrete initiativer, der skal indfri målsætningen om CO2-reduktionen.

Aftale indenfor et år

De Radikales leder, Morten Østergaard, siger til Berlingske, at en aftale skal være på plads tidligt på sommeren – senest et år efter folketingsvalget i 2019.

– Vi har aftalt, at klimaet skulle sættes øverst, og at klimaloven blev efterfulgt af en klimahandlingsplan. Det betyder, at der senest 5. juni er en aftale på plads, siger han til avisen.

Dan Jørgensen afviser i et skriftligt svar til avisen kritikken og påpeger, at der vil blive indkaldt til forhandlinger i den kommende tid.

Han mener, at regeringen bør afvente erhvervslivets anbefalinger, der afleveres 19. marts i forbindelse med flere klimapartnerskaber.

– Vi når ikke i mål

Fra et markant medlem af et af klimapartnerskaberne er der dog blevet sået tvivl om klimamålenes realisme.

Michael Lundgaard Thomsen, cementfabrikken Aalborg Portlands direktør, der står i spidsen for et klimapartnerskab inden for den energiintensive produktion, udtalte sig således kritisk til Børsen sidste uge.

– Med de nuværende konditioner og forudsigelser, der er på priser og tilgængelighed af brændsler, så når vi ikke i mål, sagde Michael Lundgaard Thomsen til avisen.

Støttepartierne har flere gange i løbet af 2020 opfordret ministeren til at få øget tempoet i forhandlingerne.

Powered by Labrador CMS