Dræbt af isbjørn

Isbjørnen er siden fundet død

Det er ikke første gang, en isbjørn har dræbt et menneske på Svalbard. Foto: HANNAH MCKAY/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En mand blev torsdag aften angrebet og dræbt af en isbjørn, mens han opholdt sig på en campingplads i Longyearbyen på Svalbard i Norge. Det skriver NRK.

Episoden blev anmeldt klokken 03.50 natten til fredag. Sølvi Evedahl, administrativ leder på Svalbard, fortæller, at anmeldelsen lød på, at én var såret, og at isbjørnen var blevet beskudt.

Manden lå i et telt, da han blev angrebet af isbjørnen. Han var på campingpladsen med en række andre turister, og seks andre personer blev kørt til hospitalet efter episoden. Ingen af dem er kommet noget til, skriver NRK.

Alle de involverede er blevet tilbudt krisehjælp efter episoden.

Sølvi Evedahl opfordrer folk til at holde sig fra området omkring campingpladsen. Man agter blandt andet at rekonstruere begivenhederne for at finde ud af, hvad der er sket, skriver NRK.

NRK skriver, at det er femte gang, en isbjørn har dræbt et menneske på Svalbard siden 1971. Sidst, det skete, var i 2011.

Manden blev sendt på hospitalet efter angrebet, hvor han blev erklæret død. Isbjørnen blev siden fundet død på parkeringspladsen ved en nærliggende lufthavn.

Powered by Labrador CMS