Drabssag får sygehus til at reagere
Overvågning på akutafdeling i Hillerød er en lære af drabssag fra Nykøbing Falster. Sygeplejerådet er kritisk.
Der er blevet indført videoovervågning på Nordsjællands Hospital.
Det sker som en konsekvens af en sag fra Nykøbing Falster, hvor en sygeplejerske forsøgte at slå patienter ihjel med stærk medicin.
Det skriver Politiken.
Artiklen fortsætter under videoen
Konkret har ledelsen sat et kamera op i medicinafdelingen på akutafdelingen i Hillerød for at undgå, at noget lignende kan ske igen, skriver avisen.
Ifølge hospitalets ledelse bunder tiltaget ikke i en konkret mistanke.
– Det er for sygeplejerskernes skyld, at vi har gjort det, siger ledende oversygeplejerske Britt Holmgaard til Politiken.
12 års fængsel
Den nu dømte sygeplejerske i sagen fra Falster afsoner i dag en 12-års fængselsstraf. Hun er dømt for en række drabsforsøg, som hun begik med netop medicin fra medicinrummet på det lokale sygehus.
Med overvågningskameraet ser hospitalet sig nu i stand til at fjerne en eventuel uretmæssig mistanke mod sygeplejersker. Også når det gælder mistanker om tyveri af medicin, som er et kendt fænomen på landets sygehuse.
Kritisk sygeplejeråd
Dansk Sygeplejeråd er dog kritisk over for løsningen. Rådet kender ikke lignende tiltag affødt af sagen fra Nykøbing Falster.
– Målet står ikke i forhold til midlet, siger Dansk Sygeplejeråds næstformand, Anni Pilgaard.
– Jeg synes, at man med et kamera nu mistænkeliggør en hel faggruppe på grund af noget, en enkelt person, der var syg og ville gøre patienterne ondt, har gjort, siger hun til Politiken.
‘Ingen mistillid’
Det afviser Britt Holmgaard. Hun siger, at der ikke er tale om en generel mistillid mod afdelingens sygeplejersker. Tværtimod, siger hun til avisen.
– Det er for at sikre alle dem, der ikke kunne finde på at gøre noget forkert, siger Britt Holmgaard.
Styrelsen for Patientsikkerhed har ikke ønsket at stille op til interview om tiltaget.
Men styrelsen skriver i et svar til Politiken, at kontrol med medicinbeholdning er vigtigt af hensyn til patientsikkerheden.
– Men det er op til regionerne selv at vælge, hvilken metode de benytter, lyder det i svaret fra Styrelsen for Patientsikkerhed.