Drabsforsøg: Politiet efterlyser mand og bil
En mand af mellemøstligt udseende og en sølvgrå BMW efterlyses nu af Politiet i forbindelse med et drabsforsøg.
Efter flere skudepisoder i Lyngby, efterlyser Nordsjællands Politi nu en mand og en bil, som formodes at have forbindelse til mindst et af skyderierne.
Den mest voldsomme episode foregik onsdag den 11. juli, hvor der blev af flere skud fra en bil, der jagtede en anden bil.
Selvom ingen blev ramt ved skudepisoden, betragter politiet hændelsen som et drabsforsøg.
– Vi vil meget gerne høre fra nogen, der har information om manden eller bilen. Det kan både omhandle mandens eller bilens færden, ligesom vi også gerne vil have sat et navn på manden, idet han er interessant for sagen. Jeg kan af efterforskningsmæssige grunde dog ikke på nuværende tidspunkt fortælle, hvorfor han er interessant for sagen, siger politikommissær Allan Lørup fra Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Skyldes bandekonflikt
Nordsjællands Politi arbejder ud fra en teori om, at skyderierne i området skyldes en lokal konflikt imellem to kriminelle grupperinger.
– Den slags opførsel er fuldstændig uacceptabel, hvilket er en af grundene til, at vi relativt hurtigt efterlyser en interessant person med billede. Skyderi i det offentlige rum, og endda ved højlys dag, hører ingen steder hjemme, og derfor efterforsker vi begge skudepisoder intenst, siger Allan Lørup fra Nordsjællands Politi.
Politiet efterlyser en sølvgrå BMW 125i med registreringsnummer BS71234 samt en mand i 20’erne, der er mellemøstlig af udseende.
Du kan se billeder af manden og bilen i galleriet ovenfor.