Drabsforsøg på tilfældigt par: Jagten fortsætter

Nordsjællands Politi ønsker ikke at oplyse detaljer om eftersøgningen af gerningsmand til drabsforsøg med økse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jagten på gerningsmanden bag et brutalt økseoverfald fortsætter tirsdag.

Overfaldet, som politiet i sin døgnrapport betegner som et drabsforsøg, fandt sted lørdag aften på en Circle K-tankstation i Birkerød. Her blev et par tilsyneladende fuldstændig umotiveret angrebet og slået flere gange med en økse af en mand. Siden da har politiet arbejdet intenst med sagen, og et stort antal betjente har deltaget i en eftersøgning for at finde og få anholdt gerningsmanden.

Mandag er gerningsmanden fortsat på fri fod. Kommunikationsmedarbejder ved Nordsjællands Politi Henrik Suhr oplyser til Newsbreak.dk, at politiet natten igennem har ledt efter  manden uden held, og indsatsen fortsætter derfor.

– Vi kører videre med eftersøgningen, siger Henrik Suhr.

– Og vi efterforsker også fortsat sagen, tilføjer han.

Derudover ønsker Henrik Suhr ikke at oplyse nærmere detaljer om politiets arbejde med sagen.

Fortsætter indsatsen med samme styrke?

– Det udtaler vi os ikke om, svarer Henrik Suhr.

Har I fået nogen indikationer på, hvor han er henne?

– Hvis vi havde fået det, ville jeg ikke fortælle det.

Forstærkning

De lokale politifolk er søndag blevet forstærket af betjente fra andre politikredse og fra Rigspolitiet. Talsmanden vil dog ikke sige noget om antallet.

– Vi fortsætter arbejdet i aften og i nat i det nødvendige omfang, siger Henrik Suhr.

Han ønsker ikke at besvare spørgsmål om, hvorvidt betjentene i løbet af søndagen har været tæt på at få fat i den 29-årige. Billeder fra Birkerød, som Newsbreak.dk har fået dagen i gennem viser dog tydeligt, at der er tale om flere store politiaktioner.

Farlig mand på fri fod

Heller ikke gerningsvåbnet – altså øksen – er endnu fundet, fortalte Henrik Suhr søndag til Newsbreak.dk.

I en pressemeddelelse udsendt søndag morgen kunne politiet viderebringe overvågningsbilleder af manden. Henrik Suhr oplyste til Newsbreak.dk, at Nordsjællands Politi koordinerer eftersøgningen, men får assistance fra andre politikredse.

For eksempel har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ydet en indsats ved Storebæltsbroen, der i perioder har været lukket.

Parret, der blev slået flere gange med øksen, har givet forklaring til politiet, sagde Henrik Suhr ved 12-tiden søndag.

Kender identitet

Den eftersøgte er en 29-årig mand, der beskrives som værende 29 år med mellemøstligt udseende, mørkt hår og mørkt, kortklippet fuldskæg. Han er 176 centimeter høj og formentlig iklædt mørk jakke og mørke bukser.

Politiet beder alle med viden om manden eller overfaldet om at kontakte politiet på telefonnummer 114, fordi han skal findes hurtigst muligt.

Vagtchef Henrik Alstrup understregede over for Ritzau, at man ikke selv skal forsøge at kontakte gerningsmanden.

– Man skal på ingen måde forsøge at pågribe denne her gerningsmand. Vi vurderer ham som værende farlig. Derfor skal man melde og observere og ringe til politiet med det samme. Så skal vi nok stå for pågribelsen, sagde Henrik Alstrup.

Powered by Labrador CMS