Drabet på Emilie Meng: Nu er der afgørende nyt

Nu bliver der set på sagen med helt friske øjne.

Offentliggjort Sidst opdateret

En af de mest omtalte drabssager i nyere tid – drabet på den 17-årige Emilie Meng i juli 2016 – er stadig uopklaret.

Det betyder dog ikke, den er henlagt. Tværtimod. Nu skal en gruppe af specialister nemlig kigge på sagen igen.

Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters politi over for DR Nyheder.

– Vi har samlet en gruppe af meget erfarne efterforskere, efterforskningsledere og analytikere, som gennemgår det meget omfattende materiale, vi har, for at se på, om der er noget i vores store arbejde, vi har overset, siger Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til DR.

Ifølge DR er det folk fra drabsafdelingen i Københavns Politi, der sammen med betjente fra andre politikredse og Rigspolitiet, der bliver en del af gruppen, der gik i gang med arbejdet i slutningen af august.

Den kommer til at bestå af op mod 10 personer, der ikke før har været involveret i sagen.

Udover de i sagen nye betjente bliver et it-værktøj, Polintel, taget i brug. Ifølge DR er det et system, der “kan analysere sammenhænge mellem telefoner, personer, informationer og spor i sagen”.

Tilfredshed hos familien

Mai-Britt Storm Thygesen er familien Mengs advokat. Hende har Ekstra Bladet været i kontakt med. Hun er meget tilfreds med opretningen af den nye gruppe.

At drabet på den 17-årige gymnasieelev har haft ikke blot befolkningens store bevågenhed, kommer til udtryk ved, at den er nået op i de højeste kredse.

Møde med Søren Pape Poulsen

– Før sommerferien havde jeg og Emilie Mengs familie et møde med justitsminister, Søren Pape Poulsen, fortæller hun til Ekstra Bladet.

Det kom i stand ved, at advokaten på familiens vegne havde udbedt sig mødet – noget justitsministeren altså sagde ja til.

Hun vil ikke gå i detaljer med, hvad der blev drøftet under mødet, men ifølge advokaten var det netop det møde, der bevirkede, den nye gruppe af efterforskere blev nedsat.

Justitsministeren bekræfter

Søren Pape Poulsen har bekræftet mødet over for Ekstra Bladet.

Overblik over Emilie Meng-sagen

* 10. juli: Emilie Meng meldes savnet. Hun skulle have været på arbejde som kirkesanger i Korsør Kirke søndag, men mødte ikke op.

Emilie Meng blev sidst set klokken 4 samme morgen, da hun tog afsked med sine to veninder ved Korsør Station efter en bytur i Slagelse.

Fra stationen skulle hun gå cirka to kilometer alene gennem byen for at nå hjem til forældrenes hus i byens centrum.

* Politiet sætter en stor efterforskning i gang. Blandt andet bliver flere kolonihaveforeninger i Korsør gennemsøgt uden resultat.

* Adskillige frivillige leder også efter den 17-årige uden held. I august går foreningen Missing People ind i sagen og laver en eftersøgning i Korsør.

* I oktober kommer det frem, at en 33-årig mand i august har været anholdt og sigtet for drabet på Emilie Meng. Men det viste sig, at han ikke havde noget med sagen at gøre.

* Politiet ransager også en adresse i Korsør fem gange. En af ransagningerne kom i stand, efter at naboer havde meldt to personer til politiet.

Anmelderne havde aflyttet adressen, og de mente at have hørt lyde fra en indespærret person.

Politiet fandt ikke noget, og de to har siden krævet erstatning for ransagningerne.

* 24. december: En person finder om eftermiddagen en død person i en sø ved Regnemarks Bakke ved Borup på Sjælland.

* 25. december: Politiet oplyser, at personen, der blev fundet i søen ved Borup, er Emilie Meng. Hun er altså blevet fundet død mere end 60 kilometer fra Korsør Station, hvor hun tog afsked med sine veninder.

Hun har været udsat for en forbrydelse, oplyser politiet uden at ville komme ind på, hvordan drabet skal være sket.

Det kommer frem, at politiet formoder, at Emilie Meng er blevet anbragt i søen på dagen for hendes forsvinden eller i dagene umiddelbart efter.

* 4. januar: Politiet oplyser, at man har modtaget flere end 250 henvendelser om drabet, siden den unge pige blev fundet juleaftensdag.

* 19. januar: Emilie Meng bliver begravet klokken 11 i Sankt Povls Kirke i Korsør. Begravelsen er udelukkende for personer, der har tilknytning til Emilie Meng og familien.

* 20. juni: Nyt spor i Emilie Meng-sagen. Politiet efterlyser en hvid Hyundai i30 – eller en bil, der ligner den.

* 4. oktober: Politiet efterlyser nye vidner med en rekonstruktion efter offentliggørelsen af, at et vidne muligvis har set drabsmanden ved Regnemarks Bakker, hvor Emilie Mengs lig blev fundet.

Kilder: Ritzau, Newsbreak.dk og tv2.dk.

“Jeg kan bekræfte, at jeg sammen med relevante embedsmænd fra ministeriet har mødtes med Emilie Mengs nærmeste pårørende og deres bistandsadvokat. Mødet kom i stand, efter jeg havde fået et brev fra Emilie Mengs pårørende, som gjorde dybt indtryk på mig. Det er en ulykkelig sag, som jeg tror har berørt alle danskere”, skriver han i en mail til bladet.

Powered by Labrador CMS