DR tester kendtes nervesystem
DR vil undersøge, hvordan blandt andre musik- og sportsstjerner reagerer, når de sættes under pres, og om de kan bevare roen
Hvordan reagerer du, hvis du får stød, rører ved et kryb eller går over en bro af glas?
Det udsættes ti kendisser, heriblandt bagedystdeltageren Micki Cheng, rapperen Marc Johnson og bokseren Sarah Mahfoud, for i DR's nye underholdningsprogram "Ro på," som har premiere på DRTV 18. december.
Det annoncerer public service-stationen i en pressemeddelelse.
- Selv vores modige deltagere kan få pulsen op i ubehagelige situationer. Det viser vi i "Ro på", lyder det i pressemeddelelsen fra Morten Skov, der er chef for DR's børne- og ungeafdeling, B&U.
Helt normalt
- Forhåbentlig kan det få skuldrene til at sænke sig hos de unge, der ser, at det er helt normalt at få høj puls og svedige håndflader i forskellige situationer. Dermed håber vi at starte en vigtig samtale om, hvordan vi får ro på os selv.
Alle deltagerne er udstyret med en pulsmåler, når de udsættes for forskellige situationer i et hus fuld af overraskelser, humor, skræk og chok, skriver DR om den nye underholdningssatsning.
Samtidig forsøger kombattanterne også at gøre alt, hvad de kan, for at få de andres puls til at galoppere derudad.
Én vinder tilbage
Den, der klarer sig dårligst, ryger ud af programmet. Til sidst står én vinder tilbage som den, der er bedst til at bevare roen.
I spidsen for alle programmets udfordringer står værterne Sælma Alakhir og Jonas Madsen, som figurerer i DR's Ultra-univers.
"Ro på!" har premiere 18. december på DRTV. Der kommer et nyt afsnit ud hver onsdag.