DR-stjerneskud må ikke se sig selv i tv
Viola Martinsen spiller med i DR's dramasatsning Når støvet har lagt sig, men hun må ikke selv se serien.
Selv om hun kun fylder 11 år næste gang, så var det langt fra første gang, at Viola Martinsen satte sine fødder på et filmset, da DR sidste år gik i gang med at optage dramaserien Når støvet har lagt sig.
Men alligevel har det været en helt ny oplevelse for den unge skuespillerinde, for i serien er hun med i noget, som hun ikke selv får lov at se i tv.
Artiklen fortsætter efter videoen
En voldsom scene
Dramaserien centrerer sig nemlig om et terrorangreb på en restaurant, hvor Viola Martinsen i rollen som Marie er ude at spise på den restaurant, hvor hendes mor, der bliver spillet af Filippa Suenson, arbejder.
Pludselig er restauranten forvandlet til et inferno af skrig, blod og døde kroppe.
Og det var en voldsom scene for den unge pige.
– Da vi skulle optage den, havde jeg min rigtige mor med på optagelse, fordi det godt kunne være lidt uhyggeligt. Men hun har sagt til mig, at jeg skal tænke på, at det bare er en film, og at jo vildere det ser ud, jo bedre er det, forklarer Viola Martinsen.
Aftale med forældrene
Før har hun blandt andet spillet med i filmen Sikke et cirkus – Det mystiske mysterium, som hun selv er lige i målgruppen til.
Det kan man ikke sige om DR-dramasatsningen, og derfor har Viola Martinsen også lavet en aftale med sine forældre om, at hun ikke skal se serien foreløbig.
– Jeg har ikke set noget af det, hvor det var uhyggeligt. Jeg har kun set nogle få klip med mig selv, hvor mine forældre tænkte, at det ikke var så uhyggeligt. Det uhyggelige må jeg ikke se, og det er nok meget godt. Jeg lader være med at se det, til jeg bliver meget ældre, siger hun og uddyber:
– Jeg håber, det kun er forældre, der ser den.
Voksne blev også skræmt
Det var dog ikke kun for det 10-årige stjerneskud, at scenen føltes uhyggelig. Også den garvede skuespillerinde Filippa Suenson kunne mærke det.
– Det var meget voldsomt at optage. Også for os voksne. Og jeg tror, det kom bag på os, at det var mere voldsomt, end nogen af os havde regnet med.
– Det er nok fordi, det ligger sig så meget op ad virkeligheden, det er ikke en serie, der forsøger at lave action eller splat, så det føles meget nært. Jeg har selv to børn, der er lidt mindre end Viola, så derfor kunne jeg genkende mange af hverdagssituationerne, forklarer hun.
Bange for en masse
I serien er hendes datter bange for mange ting – både for at være alene hjemme, for at dø og for at der skal ske noget med hendes mor. Og den angst, som Viola Martinsen illustrerer i rollen, har givet stof til eftertanke for Fillippa Suenson.
– Man har jo som voksen, uanset om man er forælder eller bedsteforælder eller pædagog, et ansvar for at berolige og sige, at det ikke er så slemt. Og der har serien for mig været en påmindelse om at huske at favne den her irrationelle frygt, børn nogle gange kan have, og som vi voksne jo også har, men som vi måske er bedre til at pakke lidt ind, siger hun.
Når støvet har lagt sig sendes søndag klokken 20.00 på DR1.