DR stikker gaflen i populær podcast
Programmet "Det sidste måltid" genopstår på DR på fredag, hvor Thomas Vinterberg, Mille Dinesen og Lars Lilholt skal spise sig igennem tre selvvalgte retter
DR er klar til at servere en radiofonisk lækkerbisken.
Den populære podcast "Det sidste måltid" genopstår nu på public service-stationen.
Det annoncerer DR i en pressemeddelelse.
Podcasten blev frem til juni sendt på Radio4, som siden har skiftet stavemåde til Radio IIII.
Kunne ikke finde en aftale
Måneden inden oplyste programmets vært, Lærke Kløvedal i et opslag på Instagram, at hun og radiokanalen ikke kunne finde frem til en aftale, der var tilfredsstillende for begge parter, hvorfor kontrakten ikke blev forlænget.
- Jeg har nået at savne podcasten og de intense samtaler, og det er fantastisk igen at få lov til at røre rundt i den ret særlige kombination af liv og død, mad, minder og eftermæle, som "Det sidste måltid" er, siger Lærke Kløvedal.
Hvert afsnit gæstes af en kendt dansker, som bestemmer menuen - en forret, en hovedret og en dessert - der kreeres af programmets kok, alt imens gæstens nekrolog læses op af vært Lærke Kløvedal.
Intime samtaler
Lærke Kløvedal - som er datter af Troels Kløvedal - er journalist, madanmelder og forfatter og har igennem "Det sidste måltids" levetid haft flere fremtrædende gæster som musiker Anne Linnet og statsminister Mette Frederiksen på besøg i programmet.
Netop de intime samtaler, som det fører med sig, glæder chef i DR Lyd Tine Godsk sig til at lægge platform til.
- Det er en genistreg, og jeg ser frem til at lytte til, at Lærke Kløvedal igen portrætterer markante, underholdende og passionerede danskere gennem deres madvaner og yndlingsretter, siger hun.
Det sidste måltid
Allerede fredag vil lyttere kunne finde tre spritnye afsnit af programmet i appen DR Lyd.
Her er det Thomas Vinterbergs, Mille Dinesens og Lars Lilholts sidste måltid, der skal under lup i selskab med vært Lærke Kløvedal.
Hver fredag udkommer et nyt afsnit af "Det sidste måltid".