DR sætter ny rekord
Det er ti år siden, at den første række af par, der ikke kendte hinanden på forhånd, blev gift ved første blik
Det har ikke skræmt seerne, at mange af ægteskaberne, der bliver indgået i DR-eksperimentet "Gift ved første blik", ender i skilsmisse.
Rekordmange - 624 singler - har ansøgt om at komme med i jubilæumssæsonen.
Det afslører DR i en pressemeddelelse op til premieren på den tiende sæson i rækken.
Personlig udvikling
- Det er et tegn på, at jagten på kærligheden og drømmen om det perfekte match fortsat er aktuel, og at mange danskere både har lyst og tillid til programmet og eksperimentet - nemlig at blive matchet af eksperter, siger programmets redaktør, Irene Strøyer, i pressemeddelelsen og tilføjer:
- Mange af de tidligere medvirkende fortæller os, at selv om de ikke finder kærligheden, så har forløbet givet dem en stor personlig udvikling, og mange ender faktisk i forhold kort tid efter.
Nyt hold
DR hyrede i den seneste sæson et nyt hold, der skulle sammensætte bejlerne i håbet om at lægge kimen til kærlighed og forhindre, at parrene ender eksperimentet med at vriste vielsesringen af fingeren.
Her matchede psykologerne Trine Hjorth og Eivind Johansen sammen med etnolog Sarah Holst Kjær de medvirkende efter personlighedstype i kombination med samtaleforløb, spørgeskemaer og hjemmebesøg.
Komplet fremmede
De vender alle tre tilbage i den tiende sæson af "Gift ved første blik".
Som programtitlen antyder, indgår en række singler ægteskab med et komplet fremmed menneske, de møder for første gang, idet de siger ja til hinanden.
Efter en række uger skal parrene beslutte, om de ønsker at forblive gift efter at have sagt ja til både medgang og modgang.
Lærer meget
- "Gift ved første blik" er stadig et relevant kærlighedseksperiment, som både de medvirkende og seerne lærer rigtig meget af. Både når det går godt - og når det går dårligt, siger Irene Strøyer videre i pressemeddelelsen.
Undervejs er der også indlagt pauser, og så skal alle de medvirkende også på en getaway sammen, hvor de kan sparre med hinanden.
Har sænket presset
Derudover besluttede eksperterne sidste år også at sænke presset på de medvirkende ved, at de ikke længere skal tilbringe bryllupsnatten sammen.
Skilsmissestatistikken er tårnhøj i programmet, selv om det da er blevet til kærlighed og siden familieforøgelse for nogle af parrene i de foregående sæsoner.
Stadig gift
Et enkelt par fra forrige sæson er fortsat gift ud af de fem par, der sagde ja til at blive gift ved første blik.
Den tiende sæson af "Gift ved første blik" har premiere torsdag den 22. august på DR1 og DRTV.