DR-program undersøger: Er sprøjteorgasme bare tis?
Det er diskussionen, der aldrig ender: Når kvinder får sprøjteorgasme, er det så bare tis, eller er det noget andet?
Mon der nogensinde kommer en afklaring? Når kvinder får sprøjteorgasme, er det så bare tis, eller er der mere i det? Nu har Videnskabsmagasinet på DR3 også undersøgt sagen.
Sammen med forskere fra Rigshospitalet har Videnskabsmagasinet fundet frem til, at sprøjteorgasmen udover tid også indeholder meget elskovssaft.
Videnskabsmagasinet tog en tur i swingerklub og opsamlede en prøve fra en kvindes sprøjteorgasme. Samme kvinde fik lov til at lave en urinprøve også. Så blev prøverne sendt til undersøgelse på Klinisk Biokemisk Afdeling på Rigshospitalet. Prøver havde tydeligt forskellige farver: Urinprøven var svagt gullig og mere klar, hvor sprøjteorgasmen var grumset og hvidlig i farven.
Det viste sig, at halvdelen af prøven fra sprøjteorgasmen var tis, og halvdelen var noget andet. Normalt forekommer to stoffer i meget stor koncentration i urin: Carbamid og kreatinin. Koncentrationen af de stoffer er normalt meget lav i andre kropsvæsker.
I urinprøven er mængden af begge stoffer dobbelt så stor som i sprøjteorgasme-prøven.
– Det tyder på, at der er sket en fortynding af den urin, der kommer ud i sekretet, med noget andet væske. Så vi kan sige, at der i hvert fald er urin i prøven, men urinen udgør kun halvdelen af prøven ud fra de tal, vi har, siger Lars Bo Nielsen til Videnskabsmagasinet.
Fordi undersøgelsen kun omfattede en kvinde, ingen ultralyds-scanning og under meget usikre forhold, er der ikke videnskabeligt belæg for resultatet.
– Der er ikke nogen videnskab i denne undersøgelse, for der er for megen usikkerhed i den. Det ville være nødvendigt at gentage forsøget i et helt andet setup. Men forsøget illustrerer en problemstilling, der kunne være interessant videnskabeligt at undersøge nærmere, siger Lars Bo Nielsen til DR Viden