DR-chef vil stadig gerne have Søren Pind i studiet

DR kan ifølge Clement Kjersgaards chef ikke stille noget op imod justitsministerens varslede boykot af værten.

Efter et kontroversielt interview af Uffe Elbæk (Å) boykotter Søren Pind (V) nu også DR’s studievært. Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2012)
Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge Judith Skriver, redaktionschef i DR Perspektiv, har der ikke før været problemer, når justitsminister Søren Pind (V) har besøgt DR2-programmer med Clement Kjersgaard som interviewer.

Derfor kommer det også som noget af en overraskelse, at Søren Pind mandag har udtalt, at han vil boykotte Kjersgaards programmer.

– Man må undre sig over, at en folkevalgt politiker kan beslutte sig for at sige nej til at stille op og blive interviewet om sin politik, siger hun.

Dansk Journalistforbunds formand, Lars Werge, har også undret sig og opfordrer DR til at gå videre med sagen og klage til Justitsministeriet.

Men Judith Skriver mener ikke, at DR kan gøre noget for at tvinge Søren Pind til at sætte sig over for Clement Kjersgaard igen.

– Det er hundrede procent hans egen beslutning, hvad han har lyst til at boykotte og ikke at boykotte. Vi kan undre os over det, men vi kan ikke gøre noget, siger hun.

Judith Skriver har dog ikke opgivet at få Søren Pind i tale og håber, at hans boykot kun er en fase.

– Det kan være, det er en tanke, han har lige nu. Vi har i hvert fald tænkt os at invitere ham igen, siger hun.

Kritikken fra Søren Pind går på en udtalelse fra Clement Kjersgaard, hvor han sammenligner forholdet mellem journalister og politikere med forholdet mellem politi og røvere.

Det mener Søren Pind er en kriminalisering af politikere, og han vil derfor ikke deltage i flere af Clement Kjersgaard interview, der er kendt for at være konfrontatoriske og kontante.

Judith Skriver angriber dog, at Søren Pind ikke vil tale med Clement Kjersgaard, fordi han, ifølge hende, netop er saglig og ikke personlig.

– Ja Clement Kjersgaard og hans programmer har en kontant tone. Men det er jo altid på et seriøst grundlag, siger hun.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS