Dortmund vinder kontroversiel fodboldtopkamp i Tyskland

Dommeren udvandrede, og Leverkusens træner blev udvist, da Dortmund vandt 1-0

Offentliggjort Sidst opdateret

Bayer Leverkusen tabte søndag til Borussia Dortmund i en højdramatisk topkamp i Bundesligaen.

Måltavlen viste 0-1, da kampen mellem nummer fire og nummer to var slut. Matchvinder for Dortmund blev Pierre-Emerick Aubameyang med scoringen efter 64 minutter.

Kampen vil dog især blive husket for et stort drama udenfor linjerne.

Kampen blev nemlig afbrudt undervejs, da dommer Felix Zwayer forlod banen. Det skete i forbindelse med store protester fra Leverkusens spillere og træner Roger Schmidt efter Dortmunds scoring til 1-0.

Leverkusen-lejren var vred over, at dommeren tillod et hurtigt taget frispark et par meter fra gerningsstedet.

Roger Schmidt blev udvist i forbindelse med protesterne, skriver DR, og da træneren nægtede at forlade banen, skred dommeren til handling, afbrød kampen efter 65 minutter og gik i omklædningsrummet.

En god håndfuld minutter senere blev spillet genoptaget.

Med sejren ligger Dortmund med 51 point på andenpladsen i den bedste tyske fodboldrække, mens Leverkusen på fjerdepladsen har 35 point.

Førerholdet Bayern München har 59 point.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS