Dortmund i dyb krise efter nyt nederlag
Borussia Dortmund tabte 0-1 til Hannover 96. Dermed fortsætter den miserable start på sæsonen.
Højt at flyve, dybt at falde. Det er krisetider hos tyske Borussia Dortmund.
De seneste to års vicemestre og mestrene fra 2011 og 2012 har fået en miserabel start på Bundesliga-sæsonen.
Lørdag blev det til et 0-1-nederlag hjemme til Hannover 96, og dermed har træner Jürgen Klopps tropper indkasseret seks nederlag i ni kampe og er blot et enkelt point fra nedrykningsstregen. De seneste seks Bundesliga-kampe er endt uden sejr.
Spørgsmålet er nu, hvor sikkert kong Klopp, der førte klubben til to mesterskaber og en Champions League-finale, sidder i trænersædet.
– Vi bærer alle et stort ansvar, og vi er nødt til at præstere ordentligt nu, siger Jürgen Klopp ifølge tyske medier.
Dortmunds næste mulighed for oprejsning er tirsdagens pokalkamp mod St. Pauli.