Dør under mystiske omstændigheder
Den seneste tid er adskillige elefanter døde i Botswana. I weekenden er 12 døde elefanter i Zimbabwe fundet.
Myndigheder i Zimbabwe er forundrede over 12 elefanters død i et skovområde i den vestlige del af landet.
Først blev en gruppe af 11 elefanter fundet livløse lørdag i skoven mellem vandfaldet Victoria Falls og byen Hwange, mens en 12. elefant blev fundet død søndag.
Det oplyser talsmand for Zimbabwes Parker og Dyreliv Tinashe Farawo.
– Myndighederne er forbløffede, og efterforskningen af dødsårsagen er gået i gang, siger Tinashe Farawo.
Han siger, at myndighederne har udelukket, at dødsårsagen kan være krybskytteri, da alle elefanterne havde deres stødtænder, da de blev fundet.
Myndighederne frygter, at dødsfaldene kan være sket af samme mystiske årsag, som førte til hundredvis af elefantdødsfald i nabolandet Botswana i maj, juni og juli.
Kan være naturlig gift
Nogle elefanter blev fundet døde omkring vandhuller, mens andre så ud til at være faldet døde om med hovedet først.
Her undersøges det fortsat, hvorfor op mod 400 elefanter faldt døde om.
Myndigheder i Botswana har udelukket krybskytteri eller pesticider som dødsårsag, men har sagt, at dødsfaldene kan være forårsaget af naturlige giftstoffer.
I Zimbabwe har myndighederne en mistanke om, at miltbrand kan være årsag til dødsfaldene. Miltbrand er en bakteriel infektion.
Det har Botswana udelukket som årsag.
Sidste år tog miltbrand livet af omkring 100 elefanter i Botswana.
Botswana har verdens største elefantpopulation. Den estimeres til at være på 130.000.