Dong sælger gaslager for milliarder

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Newspaq
Newspaq

Dong Energy sælger Stenlille Gaslager til Energinet.dk, som nu ejer de to gaslagre, der findes i Danmark.

Dong Energy sælger Stenlille Gaslager, der ligger på Midtsjælland, for 2,25 milliarder kroner til det statsejede selskab Energinet.dk. Det fremgår af en meddelelse fra Dong Energy.

Salgsprisen indeholder dog også en udskudt betaling fra 2007, hvor Energinet.dk købte Lille Torup Gaslager fra netop Dong Energy.

Dermed ejer Energinet.dk nu begge de to gaslagre, der findes i Danmark. Stenlille Gaslager er det største af de to. Lille Torup Gaslager ligger ved Aalestrup nord for Viborg.

Dong Energy skriver, at handlen er i overensstemmelse med selskabets strategi om at frasælge de dele af virksomheden, der ikke betegnes som kerneaktiviteter.

Salget får ikke indflydelse på Dong Energys forventninger til årets resultat. Dong venter dermed fortsat et driftsresultatet før særlige poster på 14-17 milliarder kroner i 2014.

Selvom det nu er Energinet.dk, som ejer gaslageret ved Stenlille, vil Dong Energy stadig kunne benytte lagret som kunde på almindelige vilkår.

Handlen forventes at være gennemført i slutningen af året eller starten af 2015. Klima-, Energi- og Bygningsministeriet skal godkende handlen, mens også de danske konkurrencemyndigheder skal vende tommelfingeren op.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS