Dommer Michael Cicconetti udøver kreativ retfærdighed: Her er hans mærkeligste straffe

Den amerikanske dommer Michael Cicconetti er blevet kendt for sine uortodokse straffe.

Offentliggjort Sidst opdateret

For dommeren Michael Cicconetti fra Painesville i Ohio er bøder, samfundstjeneste og fængselsstraf langt fra nok til udøve retfærdighed. Han er blevet kendt for at udøve, hvad han selv kalder “kreativ retfærdighed”.

Dommeren har tidligere fortalt til News-herald.com, at han tilbage i 1990’erne begyndte at uddele uortodokse straffe, fordi han ikke mente, at fængselsstraffe var gode til at få forbrydere til at tænke over deres ugerning og holde sig fra ny kriminalitet.

Den første alternative straf var til en person, der på ulovlig vis havde overhalet en skolebus. Straffen var, at den dømte skulle køre en hel dag med skolebussen for at se, hvordan overhalinger kan give farlige situationer.

Michael Cicconetti siden dengang i udvalgte sager med førstegangsdømte, givet dem valget mellem en almindelig bøde- eller fængselsstraf og så en af sine kreative straffe.

– Vi forsøger at give dem en straf, der er meningsfuld men også provokerende nok til, at det får alles opmærksomhed og afholde andre fra at begå samme forbrydelse, har Michael Cicconetti udtalt til news-herald.com.

Han har blandt andet dømt en kvinde, der blev kendt skyldig i at have efterladt en hund under uhumske forhold til selv at tilbringe en dag på en ildelugtende losseplads. I en anden sag, hvor en mand blev kendt i skyldig i at have forsøgt at samle en prostitueret op, blev han dømt til at gå rundt iført en kyllingeudklædning og et ydmygende skilt.

Michael Cicconetti: Det virker

De kreative straffe har givet dommeren masser af medieomtale gennem årene, og han er både blevet hyldet og hårdt kritiseret for praksissen. Kritikken går især på, at dommene kun handler om at vække opsigt og få medieomtale. Derudover mener flere kritikere, at de er udtryk for en amoralsk offentlig gabestok.

Selv er Michael Cicconetti overbevist om, at de kreative straffe virker, så de dømte ikke begår ny kriminalitet.

– Disse folk kommer ikke tilbage (ind i retssystemet). Det virker virkelig. Jeg begyndte med små skridt, men efterhånden som jeg blev modigere eller dummere eller mere skør, begyndte jeg at uddele flere af disse straffe, har han sagt til Huffington Post.

Han vurderer selv, at et er omkring en procent af straffene, der er af den kreative slags. Han har en række kriterier man skal opfylde for at få muligheden for en alternativ straf – det skal være førstegangsforbrydere, hovedsageligt unge personer og personer, der viser anger for deres forbrydelse.

Du kan se en lang række eksempler på Michael Cicconettis kreative retfærdighed i galleriet øverst i artiklen.

 

Powered by Labrador CMS