Dommer før Vild med dans-finale: Alle par kan vinde
Fredag kulminerer tre måneders dansefeber, når vinderne af årets "Vild med dans" skal kåres
Når klokken slår 20.00 fredag aften, rammer spotlysene Vild med dans-gulvet for sidste gang i denne sæson.
Og der er ingen trin at spilde, lyder det fra showets garvede dommer Jens Werner.
- Der er tre par, som i princippet alle kan gå hen og vinde trofæet, og som derfor vil gøre alt, hvad de kan helt op til sidste minut for at få alt på plads, før finalen begynder, siger han og forklarer, at det er de helt små ting, som vil blive vendt og drejet:
- Hvor placerer man sig på gulvet, hvilket udtryk har man? Alt vil blive gået igennem til den mindste detalje for at undgå, at der måske sker en fejl. De har meget travlt de her tre par.
Finaleparrene tæller skuespiller Caspar Phillipson og Malene Østergaard, paraatleten Daniel Wagner og Asta Björk og komiker Natasha Brock og Thomas Evers Poulsen.
I løbet af aftenen skal de forsøge at imponere både dommere og seere med to danse. I første runde gælder det en opdateret version af en genganger fra et af de foregående programmer.
Øjne på stilke
Derefter slutter alle finalisterne traditionen tro af med at slippe fantasien og fødderne løs i en freestyle. Og her vil Jens Werner have øjnene lidt ekstra på stilke.
- For det plejer jo at være den, der afgør, hvem der løber med trofæet, lyder det fra dansedommeren, der i den grad ved, hvad han taler om.
Han har nemlig haft en fast plads i Vild med dans-juryen, lige siden TV 2 blændede op for det allerførste program tilbage i 2005.
Nitten sæsoner
Men selv om den populære pailletfest nu kan notere hele nitten sæsoner på dansekortet, så har den formået at byde på nye overraskelser, mener Jens Werner.
Her peger han især på, at der i år er en paraatlet blandt deltagerne, nærmere bestemt 29-årige Daniel Wagner, som kun har ét ben.
- Jeg havde overhovedet aldrig drømt om, at produktionen ville overveje at tage en paraatlet med. For hvordan skulle det være muligt for paraatleten at gøre de ting, som de andre dansere gør, og hvordan skulle det for dommerne være muligt at dømme ham ordentligt?, siger Jens Werner.
Gjort bekymringer til skamme
Daniel Wagner og partneren Asta Björk har dog fredag efter fredag gjort hans bekymringer til skamme.
- Jeg må indrømme, at det ikke har været så svært at dømme ham op imod de andre, fordi det i de langt de fleste tilfælde ikke har lignet, at han har en protese. Så det har overrasket mig meget på den positive front, lyder det fra dansedommeren.
Vild med dans-finalen bliver vist på TV 2 og TV 2 Play fredag aften fra klokken 20.