Dommens dag for Strauss-Kahn: Alfons eller bare sexglad

Dominique Strauss-Kahn. Foto: GONZALO FUENTES/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Domstol i Lille skal afgøre, om tidligere IMF-chef var uvidende deltager i sexfester eller arrangør af dem.

Den tidligere IMF-chef Dominique Strauss-Kahn får fredag sin dom i en sag, hvor han står anklaget for rufferi.

Dommen ventes at afslutte et langstrakt retsopgør mod den tidligere chef for Den Internationale Valutafond, som også var favorit til at blive Frankrigs præsident.

Domstolen i Lille træder sammen klokken 11, og her er det store spørgsmål, om Strauss-Kahn blot var en uvidende deltager, eller om han var med til at organisere de vilde sexfaster, som han deltog i.

Dominique Strauss-Kahn står anklaget sammen med 13 andre, deriblandt en belgisk bordelindehaver, en politimand og ansatte på et hotel, som skal have hjulpet med at organisere champagnesprudlende sexorgier.

I Frankrig forventes det, at den 66-årige Strauss-Kahn bliver frikendt, selv om han er blevet skandaliseret af en lang række afsløringer om hans sexliv.

Strauss-Kahn har erkendt, at han er libertiner, men han siger, at han blev “forfærdet” over at erfare, at kvinderne i de sexfester, som han deltog i, var prostituerede.

Han har afvist, at han skulle have været med til at organisere sexfesterne, som fandt sted i Paris, Bruxelles og Washington 12 gange i årene 2008-2011.

En prostitueret, der er kendt under navnet Jade, har sagt i retten, at en scene ved sexfesterne mindede om et orgie i antikken.

– En mand lå på en seng med mange kvinder omkring sig. Der var ikke andre mænd, sagde hun og erkendte, at hun ikke vidste, hvem Strauss-Kahn var på det tidspunkt.

Under retssagen mistede Strauss-Kahn sin selvbeherskelse, da prostituerede blev spurgt til, om den seksuelle samkvem var af en karakter, som de ikke ønskede at være med i.

– Jeg er ikke stillet for retten for afvigende seksuel adfærd, sagde han ophidset.

Prostitution er lovligt i Frankrig, men rufferi kan straffes med op til 10 års fængsel og bøder i millionklassen.

Fem af de seks sagsøgere i sagen – fire prostituerede og en forening – har opgivet deres anklager mod Strauss-Kahn.

Dette synes at have svækket sagen mod den 66-årige tidligere IMF-chef.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS