Dommedag for 45 atleter: Svaret er stadig “nej”
Den internationale Sportsdomstol (CAS) afviser en appel fra 45 russiske atleter
Den internationale Sportsdomstol (CAS) afviser en appel fra 45 russiske atleter og to trænere, der dermed ikke kommer til vinter-OL i år. Det oplyser CAS på sin hjemmeside natten til fredag dansk tid.
Blandt de udelukkede er blandt andre den seksdobbelte OL-guldvinder Viktor An. Desuden er der flere ishockeyspillere, der har spillet i verdens bedste liga, NHL.
Dommen falder, mindre end ni timer før vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang officielt bliver skudt i gang.
De russiske atleter og trænere havde appelleret til CAS, efter at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) havde nægtet at invitere dem til OL.
IOC har udelukket en række russiske atleter, selv om de ikke er blevet taget for doping. Også Ruslands Olympiske Komite (ROC) er udelukket.
– Selv om ROC er udelukket, har IOC alligevel valgt at invitere nogle atleter fra Rusland til at deltage i OL. Det er en proces, der er ført igennem, for at IOC kan leve op til sin standard i kampen mod doping, skriver CAS.
Atleter fra Rusland
Alle russiske atleter, der skal konkurrere i Pyeongchang, vil fremstå som “olympiske atleter fra Rusland”. De skal konkurrere under det olympiske flag i stedet for det russiske.
De vil desuden bære dragter uden Ruslands flag. Hvis de vinder medaljer, vil den olympiske hymne blive spillet i stedet for den russiske.
Det sker, fordi Rusland formelt er udelukket fra legene efter skandalen ved det seneste vinter-OL i Sotji. Her blev Rusland afsløret i systematisk snyd med doping.
168 russiske atleter deltager ved vinter-OL i Sydkorea under det olympiske flag. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Vinter-OL i Pyeongchang løber indtil 25. februar.