Dom i historisk sag: Var det børneporno?

Det skulle Højesteret tage stilling til fredag.

Anklageren i en principiel sag om digitale sexkrænkelser, statsadvokat Rasmus Kieffer-Kristensen, ankommer fredag til domsafsigelsen i Højesteret. (Arkivfoto) Foto: Claus Bech/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

I en principiel sag har Højesteret fredag idømt en ung mand 40 dages betinget fængsel. Han delte krænkende videooptagelser med seksuelt indhold med to 15-årige fra Nordsjælland.

Materialet er “særdeles krænkende”, vurderer dommerne.

Især for den ene 15-årige, en pige, der ses udsat for ydmygende handlinger. Hendes ansigt er fotograferet, og hendes fulde navn nævnes på lydsiden, påpeger Højesteret.

Dommen er en stadfæstelse af en tidligere afgørelse fra Østre Landsret i det store sagskompleks, som politiet har kaldt Operation Umbrella.

Straffelovens § 235

§ 235. Den, som udbreder pornografiske fotografier eller film, andre pornografiske visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år.

Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter.

Kilde: Retsinformation.

Ligesom cirka 1000 andre delte den nu 20-årige mand optagelserne med de to 15-årige. Han er fundet skyldig både i distribution af børneporno og i blufærdighedskrænkelse.

I Højesteret bad hans forsvarer, advokat Kirsten Bindstrup, om frifindelse. Argumentet var blandt andet, at hendes klient ikke kunne gennemskue, at de to unge var under 18 år.

Omvendt bad anklageren, statsadvokat Rasmus Kieffer-Kristensen, om en skærpet straf – nemlig 60 dages ubetinget fængsel.

– Vi står med kernen i det store samfundsproblem, som digitale sexkrænkelser udgør, sagde han forleden i et retsmøde.

Ung tiltalt

De fem dommere har valgt at gøre straffen betinget, fordi den tiltalte var under 18 år og ikke tidligere er straffet. Det indgår også, at han, der i Højesteret forleden var ledsaget af sine forældre, har “særdeles gode personlige forhold”.

I øvrigt har dommerne bestemt, at de to unge på optagelserne skal have erstatning. Pigen tilkendes 10.000 kroner, mens en dreng skal have 2000 kroner for den tort, de blev udsat for.

Netop spredningen blandt et stort antal mennesker er en ekstra belastning for de unge, bemærker dommerne.

“Hver deling har muliggjort nye delinger og har været med til at forlænge krænkelsesperioden og dermed de forurettedes frygt for nye delinger; en frygt, som det næppe vil være muligt at eliminere helt på grund af den meget store spredning af de krænkende videoer”, hedder det i dommen.

Sagen hører til blandt de groveste i komplekset. Den dømte delte materialet til i hvert fald 35 andre unge i lukkede chatgrupper.

Powered by Labrador CMS