Dom i Danmarks største sag om menneskehandel
Fattige rumænere gemtes i et hus i Stenlille på Sjælland. Nu er 13 personer blevet dømt for menneskehandel.
Retten i Lyngby har mandag idømt 13 personer fra Rumænien mellem tre år og syv år og elleve måneders fængsel i den såkaldte Hvepsebo-sag, som er kaldt danmarkshistoriens største sag om menneskehandel.
Den mand, der formodes at være bagmand bag den systematiske lokken af op mod 300 fattige rumænere, blev idømt den hårdeste straf på syd år og elleve måneders fængsel.
I Operation Hvepsebo, som politiet har døbt sagen, er i alt 26 personer tiltalt for at have lokket 300 fattige rumænere til Danmark og udnyttet dem til økonomisk kriminalitet for op mod 40 millioner kroner.
Flere af de handlede mennesker blev gemt i blandt andet et hus i Stenlille.
Politiet har efterforsket Hvepsebo-sagen i fem spor, og det er i sagens spor 1 med 14 tiltalte, at der mandag er faldet dom. Alle tiltalte ankede/tog betænkningstid.