Dokumentar tager med prinsesse på job

Svensk TV4 tager sine seerne med prinsesse Sofia på job som frivillig corona-hjælper på Sophiahemmet i Stockholm.

Offentliggjort Sidst opdateret

Første juledag bringer svensk TV4 dokumentaren ‘Kungahuset 2020’. Her vil programleder Rania Shemoun Olsson tage seerne med på besøg hos blandt andet kong Carl Gustaf og give folk indsigt i, hvordan den kongelige familie har håndteret et år, der i høj grad har været præget af corona-krisen.

– Det har været et år med kontraster for den kongelige familie med konstant skiftende planer og nye opgaver. Det er varmt at se, hvordan deres samfundsinddragelse skinner igennem i alt, hvad de gør, og hvilken enorm respekt de har for de mennesker, de møder,” udtaler Rania Shemoun Olsson i en pressemeddelelse.

I dokumentaren vil seerne få syn for, hvordan pandemien ændrede den kongelige families arbejde. I stedet for statsbesøg og receptioner på slottet har familien fokuseret på at støtte og bidrage til indsatsen i forskellige dele af samfundet i kampen mod covid-19.

Rania Shemoun Olsson ledsager blandt andet kronprinsesseparret på flere besøg rundt i Sverige i fodsporene af pandemien, ligesom hun er med prinsesse Sofia på job på hospitalet Sophiahemmet i Stockholm.

Prinsessen meldte sig som frivillig på Sophiahemmet i foråret efter at have gennemgået et intensivt plejekursus og er der ifølge Svensk Damtidning stadig én til to gange ugentligt.

Hun har ikke direkte kontakt til corona-patienter men bidrager med rengøring og desinficering ligesom hun giver en hånd med i køkkenet.

Seerne kan også se frem til et længere, eksklusivt interview Rania Shemoun Olsson har lavet med kong Carl Gustaf og dronning Silvia på Drottningholm Slot. Her reflekterer kongeparret over et meget specielt år, hvor de gennem en lang periode valgte at gå i selvisolation på Stenhammar Slot uden for Flen cirka 120 kilometer sydvest for hovedstaden.

TV4 bringer udsendelsen den 25. december klokken 20.

Powered by Labrador CMS