Døgnboks revet ud med rendegraver
Tyve forsøgte i nat med en rendegraver at stjæle en døgnboks hos Danske Bank. Politiet var så hurtigt fremme, at tyvene tog flugten.
Tyve ville i nat ved 03.45-tiden stjæle en døgnboks hos Danske Bank i Nørregade i Vejen. I følge TV Syd var der to eller flere mænd, der med en rendegraver fik trukket døgnboksen fri af væggen. Men politiet var så hurtigt fremme, at tyvene stak af – uden udbytte.
– En af vores patruljer var lige i nærheden, da alarmen gik, så tyvene fik ikke arbejdsro. De havde tilsyneladende forberedt sig grundigt og smidt noget, der kunne minde om partisansøm flere steder i nærheden, så eventuelle forfølgere risikerede at punktere, siger vagtchef Henrik Sønderskov til TV Syd.
Det lykkedes dog ikke at stoppe politiet med partisansøm.
Syd- & Sønderjyllands Politi hører gerne fra borgere, der finder sømmene eller som har set noget i nat. Ring til politiet på 1-1-4.