Døgnapoteker lukker om 1½ år
Det vil fra 2017 ikke længere være muligt for folk i landets større byer at gå på apoteket og købe hverken recept- eller håndkøbsmedicin i nattetimerne, skriver Politiken.
De 11 døgnapoteker, der fortrinsvist ligger i landets store byer, skal nemlig ikke længere holde åbent om natten. Ifølge den nye apotekerlov mister døgnapotekerne deres tilskud fra 2017, og uden tilskud løber forretningen ikke rundt.
Hvis man har behov for apotekervarer om natten vil fremover kun kunne få receptmedicin fra en akutklinik, hvis de har været i kontakt med en vagtlæge.
Den nye apotekerlov er vedtaget af et stort flertal i Folketinget og bliver implementeret i løbet af det kommende halvandet år. Loven betyder også markante ændringer i resten af landet, hvor antallet af vagtapoteker, der i dag kan udlevere medicin fra klokken 6 om morgenen til midnat samt i weekenderne, skal reduceres fra 50 til 34. Det betyder, at mellem 15 og 20 byer, der ikke har en akutklinik eller skadestue, efter 2016 heller ikke længere skal have et vagtapotek.
Forbrugerrådet Tænk er kritisk over for nedlæggelsen af døgnapotekerne og en stor del af de nuværende vagtapoteker.
»Det synes vi bestemt ikke er heldigt. Apotekernes vagttjeneste skal fungere, og forbrugerne kan ikke være tjent med forringelser«, siger vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk Vagn Jelsøe, som dog peger dog på, at man nu har halvandet år til at se på, hvordan forholdene mere detaljeret skal tilrettelægges, skriver Politiken.