Dødstallet stiger helt vildt: Tsunami skyllet ind over flere strande
En tsunami ramte lørdag aften lokal tid flere strande i Indonesien. Over 200 personer er omkommet.
Mindst 222 mennesker har mistet livet i en tsunami i Indonesien lørdag aften. Det oplyser lokale myndigheder til nyhedsbureauet AFP. Tsunamien ramte flere strande omkring Sundastrædet mellem øerne Java og Sumatra kort før solnedgang.
– Det skyldtes en kombination af undersøiske jordskred fra vulkansk aktivitet nær vulkanøen Krakatau og en tidevandsbølge, fortæller Sutopo Purwo Nugroho, talsmand for katastrofeberedskabet.
Krakatua er en cirka 800 meter høj vulkanø i midten af Sundastrædet. Efter flere eksplosive udbrud opstod der i 1927 en ny vulkan, Anak Krakatau, der er meget aktiv. Det skriver vulkaneksperten.dk.
Det er vulkansk aktivitet fra denne vulkan, der ifølge myndighederne har udløst de undersøiske jordskred.
Voldsomme ødelæggelser
Tsunamien ramte flere områder i Sundastrædet, herunder strande i Pandeglang, Serang og Lampung, omkring klokken 21.30 lokal tid.
På videoer og billeder fra de forskellige områder ses ødelagte bygninger, oversvømmede gader og biler, der er vendt på hovedet. Det beretter den britiske tv-station BBC.
I september blev mindst 1944 mennesker dræbt, da et voldsomt jordskælv og en efterfølgende tsunami ramte byen Palu på øen Sulawesi øst for Borneo.
Naturkatastrofen smadrede Sulawesis infrastruktur, udslettede flere landsbyer og ødelagde mere end 3000 hjem. Omkring 70.000 mennesker, herunder titusindvis af børn, blev fordrevet fra deres hjem.
Der er cirka 2000 kilometer mellem Sundastrædet og Sulawesi.
Besked til danskere
Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser, at der klokken tre natten til søndag ikke er meldinger om sårede danskere.
– Udenrigsministeriet følger situationen i Indonesien. Udenrigsministeriet har på nuværende tidspunkt ikke kendskab til, at der er danskere blandt de tilskadekomne. Udenrigsministeriet opfordrer til at danskere på stedet følger de lokale myndigheders råd og anvisninger, lyder meldingen.
På Facebook skriver ministeriet ligeledes, at “hvis du har brug for hjælp, kan du kontakte Udenrigsministeriets Borgerservice på +45 33921112”.