Dødstal for lastbilbombe i Kabul stiger fra 90 til 150
Antallet af døde i Kabul-angreb er steget med 60, melder præsident. Dermed er det et af de blodigste i landet.
Dødstallet efter et voldsomt lastbilangreb i Afghanistans hovedstad, Kabul, i sidste uge er steget kraftigt. Tirsdag morgen oplyser præsident Ashraf Ghani, at 150 personer mistede livet i angrebet.
Tidligere var antallet af omkomne sat til 90.
– Flere end 150 afghanske sønner og døtre blev dræbt, og flere end 300 blev såret og fragtet til hospitaler med forbrændinger og amputerede kropsdele, siger præsident Ghani ved en fredskonference tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Angrebet fandt sted 31. maj. En bombe skjult i en tankvogn eksploderede om morgenen klokken 8.25 lokal tid i et kvarter, der huser mange udenlandske ambassader. Området opfattes som et af de sikreste steder i byen. Blandt andet den tyske ambassade blev hårdt ramt af eksplosionen og flere medarbejdere på ambassaden blev såret. Den danske ambassade i byen ligger omkring en kilometer fra, hvor bomben sprang. Flere vinduer og døre på den danske ambassade blev blæst ud af trykbølgen, men ingen personer på den danske ambassade blev såret.
Det var overvejende civile, som blev dræbt og såret.
Over 1000 vrede afghanere gik efterfølgende på gaden for at kræve, at politikerne i landet tager ansvar og gør mere for at skabe sikkerhed for almindelige mennesker.
/ritzau/