Dødsensfarlige airbags: Disse biler tilbagekaldes

Alvorlig fejl i airbags har kostet menneskeliv og såret personer i Asien og USA.

Honda tilbagekalder lige nu biler over hele verden på grund af livsfarlige airbags. Her i landet drejer det sig om 3.600. Foto: Scanpix
Honda tilbagekalder lige nu biler over hele verden på grund af livsfarlige airbags. Her i landet drejer det sig om 3.600. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Livfarligt udstyr til udløsning af airbags, monteret i biler af mærket Honda, har kostet menneskeliv og såret 200 personer. Det har fået den japanske bilproducent til at iværksætte en kampagne, der skal få Honda-ejere over hele verden til at kontakte deres forhandler for at få udbedret problemet, skriver TV2. 

I tilfælde af sammenstød, hvor airbaggen udløses, kan systemets udløsningsenhed antænde på en måde, så den danner et for  stort indre tryk. Det kan resultere i, at enhedens metalhus kan sprænges og slynge metalstykker gennem airbaggen og ud i kabinen. Det fremgår af Honda Danmarks hjemmeside.

I Danmark har Honda via bilernes stelnumre fundet frem til de berørte danske bilejere, der er blevet informeret om problemet via et brev gennem Skat. Derfor er udskiftningen af de farlige airbags allerede godt i gang.

– Det drejer sig om 3.600 biler. Foreløbig er fejlen udbedret på 210 biler, og andre 998 bilejere har indgået aftale om reparation af bilen. Vi bliver nødt til at fortælle folk, at det her er alvorligt. Der har været tilskadekomster i både Asien og USA,  har Kim Steen-Hansen, servicespecialist hos Honda Danmark, oplyst til TV2.

Kim Steen-Hansen fortæller også, at der ikke er nogen i Europa, der kommet til skade på grund af airbaggen. Desuden, at Honda-ejere roligt kan køre i deres biler, indtil fejlen er blevet rettet.

Honda opfordrer deres kunder til at tjekke, om de berørte airbags, der er produceret af det Japanske  mærke Takatas, er monteret i deres bil. Og til at kontakte en Honda-forhandler, hvis det er tilfældet. Forhandleren vil så udskifte de farlige komponenter uden beregning. Arbejdet tager omkring en time.

Problemer med Takatas airbags er iøvrigt ikke nyt for Honda, der har oplevet fejl på disse igennem et par år. Takatas har da også anerkendt fejl på millioner af biler.

Powered by Labrador CMS