Dødsensfarlig slange løs i virksomhed: Nu er der nyt
Slangen - en Vipera Ammodytus der også kaldes en "sandhugorm" - er blevet fanget på den virksomhed i Tinglev, hvor den var spottet.
Onsdag blev en medarbejder på en lagervirksomhed i den sønderjyske by Tinglev ganske forståeligt forskrækket, da en slange pludselig sneg sig ud af en container. Det viste sig efterfølgende, at der var tale om en Vipera Ammodytus der også kaldes en “sandhugorm”. Det er ifølge Terrariet i Vissenbjerg på Fyn en af Europas mest giftige slanger.
Brian Bentzen fra Terrariet blev kaldt til Tinglev for at forsøge at fange slangen – men uden held. Slangen kravlede ind i væggen og gemte sig. Trods flere forsøg lykkedes det ikke at få fat i den og Brian Bentzen måtte køre tilbage til Fyn uden slange – og med visheden om at en dødsensfarlig giftslange var løs.
Men nu er der godt nyt. Slangen kom nemlig frem igen og det lykkedes de ansatte at smide en spand hen over den.
– Fredag eftermiddag kom slangen ud fra sit skjul og medarbejdere fra virksomheden fik lagt en spand over den. Personale fra Terrariet har hentet slangen og den er på vej til Terrariet, fortæller Brian Bentzen i en pressemeddelelse.
Og det er måske meget godt. Slangen er nemlig ret farlig.
– Der er tale om en såkaldt blodgift, så bidstedet vil normalt hæve op og blive irriteret og rødt. Lige som hvis man bliver bidt af en almindelig dansk hugorm. Det kan dog være livsfarligt, hvis man er allergisk over for dens gift – og hvordan skal man lige vide det på forhånd, forklarede Brian Bentzentorsdag til Newsbreak.dk.