Dødsårsag afsløret
Rygter om, at boostervaccinen skulle være årsag til Betty White's død, bliver nu pure afvist
Der har verseret rygter om, at den afdøde stjerneskuespillerinde Betty White døde af at få en boostervaccine mod coronavirus.
Men de rygter bliver nu manet i jorden af White's agent og ven gennem mange år, Jeff Witjas, ifølge PEOPLE.
Betty White døde af naturlige årsager, fastslår agenten.
"Hun sov stille og fredfyldt ind i sit hjem nytårsaftensdag i en alder af 99 år," lyder det.
Slår hårdt ned på falske rygter
Jeff Witjas har bekræftet over for the Associated Press, at Betty White ikke modtog et skud boostervaccine den 28. december.
Det er ellers blevet påstået af flere på de sociale medier, at White skulle have udtalt følgende: "Spis sundt og få alle dine vacciner. Jeg fik boostervaccinen i dag."
Men agenten afviser altså, at skuespillerinden fik vaccinen tre dage før sin død. Han slår hårdt ned på de falske rygter, og at vennens død bliver politiseret på den måde, for "det var ikke den måde, hun levede på."
Døde kort før 100 års fødselsdag
Betty White døde kort før sin 100 års fødselsdag, som hun kunne have fejret den 17. januar.
"Jeg er så heldig med mit gode helbred og at have det så godt i min høje alder. Det er fantastisk," har hun for nylig fortalt til PEOPLE i anledning af den forestående fødselsdagsfejring.
Men White nåede aldrig at runde 100 år.
I et interview tilbage i 2012 fortalte skuespillerinden, at hun ikke var bange for at dø, og at hun havde sin mor at takke for sit syn på døden. Hun ville med glæde "blive hængende" så længe som muligt.
Betty White er især kendt for sin rolle som Rose Nylund i sitcomserien 'Pantertanter'.
Hun begyndte sin karriere i 1945 og har modtaget hele seks Emmy Awards.