Dødeligt: Lad hanen løbe når du kommer hjem fra ferie

Legionella og andre sygdomsfremkaldende bakterier kan formere sig i stillestående, lunkent vand og kan smitte gennem vand og især luften.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke særligt appetitligt at slukke tørsten med lunkent vand. Men faktisk kan konsekvenserne være større end det, hvis du lige er kommet hjem fra ferie. Her har vandet nemlig ligget stille i vandrørene.

– Og så kan legionellabakterier formere sig og blive sygdomsfremkaldende, fortæller Tine Nielsen, der er arkitekt og specialist i bygningsregler hos boligejernes videnscenter Bolius.

Legionellabakterier forekommer jævnligt i vores vandrør. Men bakteriebestanden kan vokse, hvis vandet står stille i rørene længe. Det gælder både vandet i køkkenhanen, men også det vand, du bader eller børster tænder i.

– Bakterien kan vokse i bruseslangen, som hænger og danner en u-form. Især hvis vandet har stået i slangen på en varm sommerdag, forklarer Tine Nielsen.

Mere udbredt

Legionella kan både give influenzalignende symptomer og den krasbørstige lungebetændelse legionærsyge. Ifølge Statens Serum Institut er legionærsyge blevet mere udbredt herhjemme i løbet af de seneste år. Legionella spreder sig ikke via drikkevand, men kun via vanddamp. Statens Serum Institut har tidligere over for Newsbreak.dk forklaret om legionella:

– Legionella er en varmeelskende bakterie, så når klimaet bliver varmere, må man forvente flere legionella-bakterier, sagde Søren Uldum, der er seniorforsker ved Statens Serum Institut med ansvar for legionella-overvågning.

Bakterien trives i stillestående vand, der er mellem 20 og 50 grader varmt. Det er derfor vigtigt, at vandet i varmtvandssystemet er over 50 grader hele vejen igennem systemet. Jo fugtigere klimaet er, jo bedre trives legionella-bakterien også.

Han fastslog desuden, at der er en sammenhæng mellem alder og smitterisiko.

Dødsfald og smitte

Det mærkede beboerne i afdeling 74 i Arbejdernes Andels Boligforenings, AAB, på Nørreport i Aarhus i februar, da der blev konstateret legionella i vandrørene, fordi en kvindelig beboer var blevet syg.

Legionærsyge

  • Legionærsygdom er en lungebetændelse, der forårsages af bakterien Legionella pneumophila og i sjældne tilfælde af andre legionellaarter.
  • Legionella er bakterier, der naturligt hører til i våde og fugtige miljøer. De trives godt ved relativt høje temperaturer fra 30 til 45 °C, og gror derfor i de fleste vandinstallationer, hvor disse temperaturforhold forefindes.
  • Smitten kan ske ved, at man indånder forstøvet vand, der er forurenet med Legionella. Da mange forskellige vandanlæg kan sprede forstøvet vand, er der flere mulige smittekilder, men brusebadning antages at være den hyppigste smittevej herhjemme.
  • De første symptomer er typisk høj feber, hovedpine og muskelsmerter, ganske som ved en influenza. I nogle tilfælde ses der opkastning og/eller diarré tidligt i sygdomsforløbet. I løbet af kort tid indtræder tør hoste ofte ledsaget af brystsmerter. Sygdommen udvikler sig videre til lungebetændelse med åndedrætsbesvær og ofte med symptomer fra andre organer som centralnervesystemet (konfusion), lever og nyre. Sygdommen er ofte meget alvorlig, og langt de fleste patienter, der diagnosticeres, bliver indlagt på sygehus.
  • Omkring 30 % af de danske tilfælde smittes under udlandsrejse, typisk i sommer- og efterårsperioden under rejse til det sydlige Europa eller andre feriedestinationer. Smittekilderne er her oftest brugsvandet eller spabade på hotellerne.
  • Sygdommen rammer især ældre og svækkede personer. Mænd har større risiko for at blive ramt end kvinder.
  • Mellem 10 og 15 procent af de smittede dør af sygdommen.

Kilde: Statens Serum Institut

– Det er noget værre lort, utrolig uheldigt og virkelig træls. Vi vil indtil videre anbefale, at folk undlader at tage brusebad og i stedet vasker sig ved håndvasken. Vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan for at undersøge alle lejemålene og desinficere hele rørsystemet, sagde Morten Strunge, projektchef i AAB til Ekstra Bladet.

Samtlige cirka 200 beboere fik besked på ikke at gå i bad, mens sagen blev undersøgt.

Tidligere har der også været registreret deciderede dødsfald med rod i legionærsygen, som legionella også kaldes.

Powered by Labrador CMS