Døde mink kan være virus-bombe
En minkavler fra Møgelthorum er rystet.
Citathistorie:Skive Folkeblad
Det kræver en slamsuger at få de døde, coronasmittede mink suget op af containeren, der lækker blod og fedt, og hvorfra opsvulmede mink flyder ud over kanten.
Myndighederne har stået for aflivningen og har placeret containeren ved Peter Olsens gård.
Flere gange i dagene op til afhentningen kontakter den nu tidligere minkavler fra Møgelthorum i Salling politi og andre myndigheder.
Han vil gerne have containeren fjernet, for han er utryg ved den melding om »ingen risiko for smitte fra døde mink«, han har fået af en dyrlæge, som deltog i aflivningen.
Og den utryghed kan være berettiget ud fra det svar, Statens Serum Institut giver Skive Folkeblad:
– Vi har begrænset kendskab til, hvor længe virus måtte leve i pelsen på smittede mink. Men det er tidligere vurderet, at SARS-CoV (en anden farlig virusinfektion i luftvejene, red.) kan overleve i pelsen på levende mink i en til to uger, som sandsynligvis også gælder for døde dyr, siger sektionsleder Brian Kristensen fra Central Enhed for Infektionshygiejne ved Statens Serum Institut.
– Vi har begrænset kendskab til, hvor længe virus måtte leve i pelsen på smittede mink. Men det er tidligere vurderet, at SARS-CoV kan overleve i pelsen på levende mink i en til to uger, som sandsynligvis også gælder for døde dyr.
Afviser ikke smitterisiko
Han kan ikke afvise, at der er en smitterisiko i forbindelse med de døde mink.
– I forlængelse af ovenstående vil der også være en risiko for smitte fra døde, smittede mink. Derfor skal der bæres værnemidler, og som udgangspunkt skal det undgås at opbevare døde mink i containere, hvorfra der kan løb blod og fedt. Efter endt håndtering skal omgivelser rengøres, oplyser sektionslederen til Skive Folkeblad.
Minkavler Peter Olsen er rystet:
– Det bekræfter mine anelser, og det bekræfter igen, at det fuldstændig sejler hos myndighederne!
Det har før deadline ikke været muligt at få en kommentar fra Fødevarestyrelsen.