Død person i fjord er identificeret

I weekenden blev en død person fundet i Randers Fjord. Nu er han identificeret.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet har nu fået endeligt identificeret den person, der blev fundet i Randers Fjord i weekenden.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Østjyllands Politi fik lørdag klokken 15.54 en anmeldelse om, at der var fundet en død person i Randers Fjord ved Uggelhuse.

Personen havde ligget i vandet i noget tid, men politiet formodede, at der var tale om den 47-årige Pavia Hamann, der forsvandt natten til den 10. februar.

Den formodning er nu blevet bekræftet, og Pavia Hamanns pårørende er blevet underrettet.

Udskrev sig selv

47-årige Pavia Hamann, der forlod Randers Regionshospital natten til søndag 10. februar, har flere gange i offentligheden været efterlyst. Han udskrev sig selv fra hospitalet og en halv time senere ringede han til sin far for at sige, at han befandt sig på en mark.

Faderen har selv ledt efter Pavia Hamann, men da det ikke førte noget med sig, valgte han at gå til politiet, der siden har forfulgt forskellige spor i sagen.

Af hensyn til de pårørende ønsker Østjyllands Politi ikke at kommentere yderligere på sagen.

Powered by Labrador CMS