Død kvinde fundet i vandet: Hvem er hun?
Politiet beder nu offentligheden om hjælp til at identificere en død kvinde.
Som Newsbreak.dk tidligere kunne berette, fik Fyns Politi tirsdag formiddag en anmeldelse om en død person fundet i vandet ved Fyns Badestrand ved Nyborg.
Dengang kunne politiet ikke oplyse hverken køn eller alder, men i den sag er man nu kommet længere.
Det drejer sig om en kvinde på, som politiet anslår til at være mellem 60 og 65 år gammel, kraftig af bygning og med let krøllet, kort hår.
Hun var iført en mørk trøje og mørke bukser.
– Med et typisk dansk af udseende, siger Asbjørn Høy Larsen, vagtchef ved Fyns Politi, til Newsbreak.dk.
Det har altså ikke umiddelbart været muligt at identificere kvinden.
– Vi har ingen savnede, der passer på beskrivelsen. Hverken her eller de omkringliggende politikredse, siger Asbjørn Høy Larsen.
Ifølge Asbjørn Høy Larsen tyder det ikke på, at kvinden har ligget i vandet særligt længe.
– Så vi håber, at vi får en efterlysning på hende i løbet af dagen eller at nogle kan kende hende på baggrund af det her, siger Asbjørn Høy Larsen.
Vagtchefen oplyser, at der ikke er noget, der tyder på, at kvinden har været udsat for en forbrydelse.
Har man kendskab til hvem kvinden kan være – kontakt Fyns Politi på telefon 6614 1448 eller 114.