Død i sit hjem
"I Can See Clearly Now" var Johnny Nashs største hit. Han døde af naturlige årsager i sit hjem i Houston.
Den amerikanske sanger Johnny Nash, som var med til at gøre jamaicansk reggae kendt og accepteret i Vesten, er tirsdag lokal tid død, 80 år gammel.
Han døde af naturlige årsager i sit hjem i Houston, oplyser hans søn, John Nash, til flere amerikanske medier.
– Han var en vidunderlig far og et vidunderligt familiemenneske. Han elskede folk og verden. Han vil blive savnet i sit lokalsamfund, siger John Nash til underholdningsmediet TMZ.
Johnny Nash er især kendt for sangen “I Can See Clearly Now”.
Den reggae-inspirerede sang toppede hitlisterne i USA i fire uger og solgte over en million singleplader.
Nash slog sine musikalske folder inden for både reggae og som sanger og sangskriver i popgenren.
Nash var en af de første ikke-jamaicanske sangere, som indspillede reggaemusik i Kingston i Jamaica.
Begyndte som 13-årig
Han blev født som John Lester Nash Jr. i Houston i Texas og sang som dreng i den lokale baptistkirkes kor. Allerede som 13-årig begyndte han at optræde med rhythm’n’blues-coverversioner i et lokalt tv-show.
I 1957 debuterede han mere officielt med singlen “A Teenager Sings The Blues”, og året efter leverede han sit første hit med Doris Day-sangen “A Very Special Love”.
I sine unge år havde Johnny Nash tillige flere filmroller. I 1959 spillede han hovedrollen som Spencer Scott i “Take A Giant Step”, en af de første film om sorte familier med manuskript af en sort forfatter.
Året efter optrådte han sammen med Dennis Hopper i krimidramaet “Key Witness”, og i 1971 medvirkede han i den svenske romance “Vill så gärna tro”.
Mødte Bob Marley
I de sene 1960’ere besøgte Nash sammen med sin manager, Danny Sims, flere gange Jamaica.
Her mødte han ved en rasta-fest den kommende konge af reggae, Bob Marley, og bandet The Wailers. Det blev Johnny Nashs indgang til reggae.
Nashs sidste studiealbum, “Here Again”, blev udgivet i 1986.
Offentligheden har de seneste årtier ikke set meget til Johnny Nash, der beskrives som meget privat og har holdt sig helt ude af mediernes søgelys.