Død-farligt: Halvdelen af alle hjerteanfald er “stille”

En ny undersøgelse viser, at op mod halvdelen af alle hjerteanfald er "stille" anfald, som ikke bliver opdaget - det øger risikoen for yderligere hjerteanfald.

Knap halvdelen af hjerteanfald er såkaldte “stille” anfald. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Et nyt studie viser, at 45 procent af hjerteanfald i USA er “stille” hjerteanfald – folk, der får dem, opdager dem ikke.

Selvom disse hjerteanfald ikke giver de samme symptomer som et klassisk hjerteanfald, gør de lige så meget skade.

– Udkommet af et stille hjerteanfald er lige så slemt som et hjerteanfald, som bliver genkendt, mens det sker, siger læge Elsayed Soliman fra Wake Forest Baptist Medical Center, som har ledt studiet, til NBC News.

– Og fordi patienterne ikke ved, at de har fået et stille hjerteanfald, modtager de måske ikke den behandling, de har brug for, så de kan undgå et nyt anfald.

Stille hjerteanfald kan føles som influenza eller forstoppelse

Solimans team kiggede på journaler fra 9500 midaldrende mænd og kvinder, som deltog i et studie om risiko for hjertesygdomme. Ni år inde i studiet havde 317 af de frivillige haft et “stille” hjerteanfald og 386 havde haft anfald, der var blevet opdaget med det samme.

Det betyder altså, at de stille hjerteanfald udgør 45 procent af alle hjerteanfald i gruppen.

Hvis en patient får et uopdaget hjerteanfald, kan det opdages, hvis patienten får et elektrokardiogram (EKG) ved et rutinetjek hos lægen eller skadestuen. Anfaldene forstyrrer hjertets elektriske aktivitet.

– Folk som har disse såkaldte stille hjerteanfald er mere tilbøjelige til at have uspecifikke og diskrete symptomer som forstoppelse eller influenza, eller de tror måske, at de har forstrukket en muskel i brystet eller det øverste af ryggen, siger kardiolog Deborah Ekery.

– Nogle oplever langvarig eller voldsom træthed, som ikke kan forklares. Det er nogle af de mindre specifikke symptomer på hjerteanfald, men nogle, som folk ignorere eller tillægger noget andet.

Hvad er et hjerteanfald?

Hjerteforeningen skriver om hjerteanfald:

Ved et hjerteanfald standser blodstrømmen gennem hjertet enten delvis eller helt. Det kan skyldes en blodprop i én af hjertets kranspulsårer, eller det kan være blodkarrene i hjertet, der trækker sig sammen. Hvis hjertet ikke får blod og dermed ilt i nogle minutter, begynder det at tage skade, og en del af hjertemusklen vil dø, hvis man ikke får hurtig behandling. I værste fald kan anfaldet udvikle sig til et hjertestop. Det er derfor vigtigt at reagere hurtigt på symptomerne og få lægebehandling med det samme.

Ifølge NBC News vil et stille anfald kræve aggressiv behandling, fordi folk, der får dem har en 34 procents større risiko for at dø af en hvilken som helst årsag. Flere mænd for hjerteanfaldene, men hvis en kvinde får et stille hjerteanfald, er hun i større risiko for at dø end en mand.

Powered by Labrador CMS