Død efter operation

Kendt komiker blev 68 år gammel

Per Inge Torkelsen er død. Foto: Carina Johansen / NTB Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den norske forfatter Per Inge Torkelsen er død, 68 år gammel. Det skriver Vg.no.

Per Inge Torkelsen døde tirsdag aften som følge af komplikationer efter en operation i efteråret. 

Vg.no har talt med Rune Andersen, Per Inge Torkelsens nære ven og kollega. Han fortæller, at Per betød rigtig meget for ham. De lærte hinanden at kende for 26 år siden og har stået på scenen sammen i revysammenhæng flere gange siden da. 

- Han var en meget omsorgsfuld kollega og ven, siger Rune Andersen til Vg.no. 

Modig

Rune Andersen beskriver kollegaen som frygtløs, kontroversiel og banebrydende. 

- Norge har mistet sin modigste komiker. Der er ingen i nærheden af Per Inge, siger Rune Andersen til Vg.no. 

Har været vidt omkring

Vg.no skriver, at Per Inge Torkelsen efterlader sig kone, fire børn og to børnebørn, og at han døde med familien omkring sig. 

Per Inge Torkelsen fortalte i et interview med Vg.no i 20219, at han og hustruen Anne-Mette var lige forelskede efter 39 års ægteskab. 

Gennem livet arbejdede Per Inge Torkelsen med meget andet end underholdning. Han var uddannet lærer men har også arbejdet som postbud, forfatter og foredragsholder, og han sad over flere omgange i byrådet i Stavanger for Venstre. 

Derudover vandt han engang det norske mesterskab i trylleri, ifølge Vg.no, der også skriver, at han i den norske befolkning formentlig er bedst kendt som komiker. 

Kari Nessa Nordtun, borgmester i Stavanger, siger til Vg.nu, at hun har modtaget nyheden om kollegaens død med stor sorg. 

- Vi har mistet en klovn og en alvorsmand, som var en vigtig del af byens identitet, siger Kari Nessa Nordtun til Vg.no. 

Powered by Labrador CMS