Død af lungebetændelse

Johnny Pacheco, et af salsaens helt store navne, er gået bort 85 år gammel

Den dominikansk fødte salsa legende Johnny Pacheco døde mandag den 15. februar efter at have været indlagt med lungebetændelse. Han blev 85 år gammel. Foto: Scanpix/AP Photo/Wilfredo Lee,
Offentliggjort Sidst opdateret

Den legendariske dominikanske musiker, arrangør, bandleder og pladeproducent, salsa-ikonet Johnny Pacheco, er gået bort. Han døde mandag den 15. februar efter at være blevet indlagt med lungebetændelse.

“Han var så meget mere end en musiker, bandleder, sangskriver, arrangør og producer. Han var en af de visionære. Hans musik vil leve for evigt og vi er dybt taknemmelige for at have været en del af hans vidunderlige rejse,” skriver Fania Records blandt andet i et opslag på Instagram.

I sin aktive karriere stod han bag adskillige hits og vil ikke mindst blive husket for numre som ‘Quimbara’, ‘Toro Mata’ og ‘Mi Gente’. Han opnåede hele ni gange at blive nomineret til en Grammy.

Skabte adskillige stjerner

I 1964 slog han sig sammen med Jerry Masucci og grundlagde Fania Records, der har store andele i, at navne som Celia Cruz, Larry Harlow, Ray Barretto og Bobby Valentin har opnået stjernestatus.

I 1996 blev han hædret med præsidentens æresmedalje i Den Dominikanske Republik og i 2005 blev han tildelt en Lifetime Achievement Award af Latin Academy of Recording Arts & Science for sin livslange betydning og indflydelse indenfor latin musikken.

Johnny Pacheco blev 85 år gammel.

Powered by Labrador CMS