DMI: Vejret bliver en rodebutik
Igen må du væbne dig med tålmodighed, hvis du hungrer efter sommervejr.
Der har endnu ikke sådan rigtigt været sommer i Danmark.
Gik du og håbede på, at den nok ville komme i slutningen af denne uge, så bliver du fælt skuffet.
I hvert fald, hvis man skal tro Jesper Eriksen, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut.
– Dagens vejr bliver en rodebutik, siger han til Newsbreak.dk.
Det betyder, at der kommer lidt sol, lidt skyer og lidt nedbør.
– Det bliver spredte byger. Nogle får regn, andre gør ikke.
I det nordlige Danmark, kan man måske også opleve regnen er iblandet noget torden.
Temperaturerne når nok op på 20 grader, forventer vagtchefen.
– Og uden ret megen vind, siger han.
Til gengæld bliver det rigtig koldt i aften og nat.
– Vi har sagt mellem 0tte og 13 grader. Men lokalt kan der måske blive helt ned til seks grader, siger Jesper Eriksen.
Kedelig weekend
I weekenden bliver det ikke meget anderledes.
– Jeg forventer dog, at de fleste vil stå op til en nogenlunde pæn dag, siger Jesper Eriksen.
Alligevel forventer han, at man også her kan forvente både flere skyer og lokale byger.
Temperaturerne når maksimum op på 20 grader.
Søndag er billedet igen stort set det samme.
– Der kommer et regnvejr ind vestfra og spreder sig ind over landet. Det når dog først Bornholm ved aftentide, siger Jesper Eriksen.
Dagens højdespringer: 20 grader.
– Men søndag kommer til at føles koldere, da der er mere vind, slutter vagtchefen.