DMI varsler: Det sker der med vejret
Det danske sommervejr tvinger indeks for tørke- og brandfare i vejret efter en ellers regnfyldt juli måned.
Efter flere uger med blændende solskinsvejr over Danmark er indeksene for brandfare og tørke høje.
DMI’s tørkeindeks indikerer, at Sjælland, Fyn og store dele af den jyske østkyst især er ramt af høj risiko for tørke. I disse områder er brandfaren også ekstra stor, viser brandfareindekset på Beredskabsstyrelsens hjemmeside.
Det betyder, at der meget nemt går ild i naturen, oplyser Beredskabsstyrelsen.
August har indtil videre været den måned i 2020 med mindst nedbør, og det ser ud til at fortsætte nogle dage endnu.
Ifølge DMI’s vejrudsigt for de kommende fem dage kan weekenden dog byde på enkelte lokale byger.
I øjeblikket er tørkeindekset 8,1. Indekset går fra 0 til 10.
Det slår dog ikke årets højeste niveau, som var i maj, hvor tørkeindekset for hele landet var på 9,0.
Brandfare.dk
Du kan selv følge udviklingen på brandfare.dk.
Her kan du se brandfareindekset, som det er lige nu, men du kan også se de næste dages prognoser.
Det er også her, hvor du kan læse en række gode råd til, hvordan du skal forholde dig, når indekset er højt.
Dem kan du se i galleriet over artiklen. Og læs dem – de kan i sidste ende betyde forskellen på liv og død.
Endnu ikke afbrændingsforbud
Trods augusts høje indeks og varme dage er der ikke indført afbrændingsforbud nogen steder i Danmark.
På øen Anholt er der dog forbud mod brugen af åben ild året rundt. Det skyldes, at naturen er ekstra tør hele året.
I næsten hele landet er der konstateret varmebølge.
Når temperaturen overstiger 25 grader tre dage i træk, kan det kaldes en varmebølge.
Når graderne overstiger 28 tre dage i træk, kaldes det en hedebølge.
– Varme- og hedebølgen dækker over 50 procent af Danmark og er hermed landsdækkende, skriver DMI på Twitter.
Søndag blev indtil videre årets varmeste dag. Her blev der mål 32,4 grader i Københavns- og Frederiksberg Kommune ifølge DMI.
🌞 og 🌬️ får brandfareindekset til at stige og stige📈.
— Beredskabsstyrelsen (@BRSdk) August 11, 2020
☝️Vær forsigtig i den tørre natur, og følg med på https://t.co/SOJMmcDkps, hvor du kan bl.a. kan finde brandfareindekset og gode råd. pic.twitter.com/PP12E5TKud