DMI: Tag en varm trøje på

Det kan blive en weekend i den kølige ende, lyder det fra DMI

Offentliggjort

Solen har ikke forladt os helt endnu, men de varme dage er så småt ved at rinde ud, nu hvor kalenderen går over til efterår. 

Sådan lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI. 

Sol og enkelte skyer

- Vi fik varmen skubbet væk med en koldfront fredag, men weekenden byder alligevel på en masse sol, siger vagtchef Bolette Brødsgaard til Nyheder.dk. 

Der er udsigt til lidt skyer hist og her, som ikke vil kaste regn af sig, men det bliver dog alligevel ikke helt så sommeragtig en weekend. 

Kølige aftentimer

- Vi får temperaturer på mellem 17 og 20 grader, og nogle steder kan vi komme op på 22 grader, men det bliver altså køligt i aftentimerne, så det er nok en god idé at tage en ekstra varm trøje på, siger vagtchefen til Nyheder.dk. 

Og de manglende skyer og de mere kølige dage kommer også til at ramme dem, der nyder at sove med vinduerne åbne. 

Ned til seks grader

- Man kan sige, at temperaturen falder en del, når vi har de har skyfri nætter. Det er nok særligt i midten af Jylland og Sjælland. Her kan temperaturne komme ned på seks grader meget få steder. 

Dog bliver det en weekend, hvor vinden stort set ikke bliver at føle. 

Powered by Labrador CMS