DMI: Sådan bliver sommervejret i Danmark

Der er både udsigt til en stabil mængde varme og solskin. Desværre er der ikke garanti for det set over hele sommeren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med udsigt til at mange danskere skal bruge sommerferien indenfor de danske landegrænser, så er det danske sommervejr afgørende for mange.

Allerede i maj har danskerne fået forsmag på solrige dage, som dog ifølge – de fortsat noget usikre – prognoser sagtens kan forekomme igen over sommeren. Desværre ser det ikke ud til, at der vil være solrigt og tørt vejr i alle tre sommermåneder.

Det skriver DMI i deres månedsprognose.

Juni med gode solchancer

For juni, som må siges at være startet sommerligt med årets første officielle sommerdag mandag den 1. juni 2020, er udsigterne til sol rimelige gode.

Det meste af måneden befinder et højtryk sig sydvest og vest for De Britiske Øer. Fra tid til anden sender det højtryksrygge ind over Danmark, og det skulle antyde et stabilt og lunt vejr med gode chancer for solskin.

Prognoserne viser dog også, at de fleste atlantiske lavtryk tager en bane op over Norskehavet og Nordskandinavien. De tilhørende koldfronter med enkelte skyer og regn vil passere ind over Danmark fra vest til tider. Når det sker, vil der være udsigt til enkelte blomkålsskyer og få byger stedvist i landet. På de dage vil størstedelen af landet opleve skyet vejr med stedvise byger, mens særligt nordjyderne fortsat kan bade sig i sol.

Der er dog også risiko for, at der er få dage i løbet af denne måned, der vil være våde, når fronter med skyer passerer fra vest. Dog ventes juni 2020 at være lidt tørrere end normalt og med en gennemsnitlig temperatur omkring eller over normaltemperaturen for måneden.

Chancer for flere sommerdage

I store træk er vejret i juli 2020 præget af de samme strømningsmønstre som juni. Det tyder dog på, at højtrykket vest for De Britiske Øer kan brede sig til den nordlige del af kontinentet og dermed også Skandinavien i de første uger af juli. Det medfører et varmt og stabilt sommervejr med udsigt til rigelige mængder sol.

Det, der kan forstyrre sommervejret, er fronter. De kan forstyrre solskinnet med skyer og forbigående regnvejr. Som udgangspunkt er der en rimelig chance for et par uger med stabilt og tørt vejr, der sagtens kunne byde på flere officielle sommerdage.

Risikoen for kraftige regn- og tordenbyger stiger i slutningen af måneden i takt med at fronterne fra vest fortrænger den lumre sommerluft.

Umiddelbart ser det ud til, at måneden byder på nedbør under normalen og temperaturer en til to grader over den normale temperatur for juli.

Ustadigt vejr for august

Når man kigger så langt frem som til august 2020, er prognoser en del usikre.

Desværre ser det på nuværende tidspunkt usandsynligt ud, at det stabile vejr fra juli fortsætter ind i august. Der er indikationer på, at de atlantiske lavtryk og fronter så småt begynder at tage en sydligere bane oftere, end det er set tidligere på sommeren.

Der er fortsat chancer for, at august kan byde på flere sommerdage, men de vil med stor sandsynlighed blive afbrudt af frontpassager eller kraftige regn- og tordenbyger, der lokalt kan medføre store mængder nedbør. Det betyder også, at der er risiko for skybrud.

I slutningen af august vender den køligere luft tilbage samt drivende blomkålsskyer. Til den tid vil danskerne opleve byger, der kommer og går.

Det forventes, at temperaturen for august er omkring en grad over normalen for måneden, mens mængden af nedbør menes at være omkring eller lidt over normalen med betydelige forskelle fra landsdel til landsdel.

Powered by Labrador CMS