DMI: Sådan bliver november-vejret

Det lader til - på nuværende tidspunkt - du godt kan glæde dig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det lader ikke til, at der umiddelbart i løbet af måneden kommer så meget vind, at det bliver nødvendigt at give den – eller de – drengenavne.

Mere om det senere, først dagens vejr. Som måske er med til at tegne tendensen.

– Det bliver en mild dag i dag, siger Thyge Rasmussen, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

Med mild mener han en dag med temperaturer mellem 12 og 14 grader.

– Dagen bliver dog en smule grå med lidt smådryp hist og her, siger Thyge Rasmussen og uddyber det med, at sådan kommer det til at se ud i hele landet.

– Det er dog nok mest i Nordjylland, man kan være sikker på regnen, siger han.

I løbet af eftermiddagen kommer vinden til at friske en smule op.

Når dagen lakker mod enden og natten gør sit indtog bliver det sammen med mere regn. ‘Et større regnvejr’, som vagtchefen udtrykker det.

– Det er dog så flinkt at bruge natten, siger Thyge Rasmussen.

Og den nat bliver også i den lune ende med mellem 8 og 10 grader.

Dejlig torsdag

Det dejlige vejr fortsætter torsdag.

– Med solskin og det bliver tørt de fleste steder, siger Thyge Rasmussen.

Det bliver dog en smule blæsende, men igen temperaturer som onsdag.

– Vi har en god torsdag i vente, siger Thyge Rasmussen.

November

DMIs hjemmeside kan du læse om vejret i november. Her står der blandt andet:

Uge 44: Mild luft strømmer ind over Danmark fra vest. Vi får overvejende skyet vejr, og et par fronter med regn passerer landet i løbet af ugen. Temperaturen ligger et par eller tre grader over det normale for årstiden.

Uge 45: Vi får mest tørt vejr og svag vind. Først på ugen optræder et par dage med nogen sol og kølige nætter med mulighed for lokal frost. Her falder temperaturerne generelt til mellem 6 og 10 grader.

Uge 46: Den domineres sandsynligvis af en vestlig til nordvestlig og køligere luftstrøm. Prognoserne peger på, at lavtryk kan passere over eller lige syd for Danmark efterfulgt af kold luft fra nord eller øst. I så fald holder døgntemperaturen sig mellem 3 og 8 grader, og risikoen for nattefrost stige.

Uge 47: Her er der tendenser til mere højtrykspræget vejr. Højtryk eller højtryksrygge over Nordeuropa øger sandsynligheden for mest tørt og stabilt vejr med svag vind og yderligere lidt faldende temperatur – helt ned til 2 grader om dagen.

Powered by Labrador CMS