DMI: Risiko for hagl og skybrud
Lørdag byder på noget af en blandet vejrcocktail
Danmark bliver lørdag delt i tre - i hvert fald rent vejrmæssigt.
Det fortæller vagtchef Mette Wagner, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, lørdag morgen til nyheder.dk.
- Mod vest har vi det våde element med mange regnbyger - lokalt med torden og hagl samt risiko for skybrud frem til lørdag middag. Over Sjælland klaret det pænt op og med mulighed for, at solen titter frem. Og så endelig Bornholm, der får skyet vejr, siger Mette Wagner.
Temperaturerne lørdag kommer til at ligge mellem 14 og 16 grader.
Enkelte steder på Sjælland kan man måske få op til 18 grader.
Mere stabilt søndag
- I eftermiddag og hen mod aften stabiliserer vejret sig og bygerne bevæger sig mod øst og der kommer opklaring fra vest. Det betyder også, at vi nok starter pænt med klart vejr søndag morgen. Men ellers bliver søndag en god blanding af sol og skyer, siger Mette Wagner.
Temperaturerne søndag vil ligge mellem 16 og 19 grader.
Mere varme på vej
- Det er jo stadig lunt for årstiden. Og i den kommende uge ser det ud som om vi igen får dage med op til 20 grader. Men prognoserne ligger og svinger lidt frem og tilbage, så det er stadig lidt usikkert, lyder det fra vagtchefen.