DMI opgraderer uvejrsvarsel: Det bliver farligt
Advarer nu mod decideret farligt vejr.
Én ting er skybrud, og det er der altså en god chance for, at store dele af Danmark bliver ramt af lørdag. En anden ting er lynnedslag, og sidstnævnte har nu fået Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til at slå stor-alarm.
I et netop udsendt varsel melder DMI således om særdeles farligt vejr, når vejret senere lørdag slår om. Med de tfølger nemlig foruden risiko for skybrud også massivt torden- og lynvejr.
På grund af den igangværende tørke og hedebølge skaber det potentielt livstruende farligt vejr. Forestil dig, hvis lynet slår ned i en knastør mark.
“Kraftig torden medfører fare for lynbrande, risiko for nedbrud af elektriske systemer, risiko for mange fejlalarmer fra automatiske anlæg. Skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning)”, skriver DMI.
Kan vandet løbe af?
Newsbreak.dk talte tidligt lørdag morgen med Klaus Larsen, vagthavende ved DMI, da meteorologerne blot varslede risiko for skybrud. Ved 11-tiden er det varsel så voldsomt opgraderet.
Larsen påpegede dog et problem. Selv om man skulle tro, at de mange tørre marker og jorder rundt om på kortet trænger alvorligt til vand, så kan den massive mængde regn have svært ved at trænge ned i den tørre jord, sagde han.
– Det kan skabe et stort problem, fordi jorden er så hård, så vandet kan ikke nødvendigvis løbe væk, lød det.
Så voldsomt bliver det
I det aktuelle varsel melder DMI, at instituttet forventer mellem 25 og 35 millimeter regn på 30 minutter samt risiko for kraftig torden med vindstød over 15 meter i sekundet adskillige steder i hele landet.
Klaus Larsen har forklaret Newsbreak, at skyer og vind trækker ind over landet fra det sydvestlige hjørne en gang på den anden side af middag, og han siger derfor, at der er størst risiko for voldsomt vejr netop her.
DMI varsler, at det decideret farlige vejr rammer her omkring klokken 16, og klokken 19 er det trukket så meget vest over, at andre egne er udsat.
Noget tyder dog på, at blandt andet Skagen og det allerøstligste Sjælland kan gå fri. For nuværende er disse steder kun i risikozonen.
Newsbreak.dk følger sagen og opdaterer løbende.