DMI om stormen Egon: Nu går det løs

I går var det Dagmar, der buldrede løs – i dag kommer Stormen Egon med endnu kraftigere vindstød. Foto: Henning Bagger/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Stormen Egon rammer på fuld styrke den jyske vestkyst ved middagstid

Stormen Egon har meldt sin ankomst og er gået i land ved den jyske vestkyst –  og vil i løbet af dagen brede sig til resten af landet. Den vil dog aftage, når stormen når ind over land, forklarer vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Thyge Rasmussen:

»Ved den jyske vestkyst er der allerede vindstød af stormstyrke og ligesom i går med Dagmar (fredagens storm, red.) kommer der først vindstød af stormstyrke, hvorefter stormen lægger sig lidt og så kommer igen. Vi forventer, at der på vestkysten og nogle steder i Jylland vil være orkanstyrke over middag,« siger Thyge Rasmussen.

Ifølge DMI kan der også komme vindstød af orkanstyrke i Det Sydfynske Øhav. Over land vil der være tale om stormstyrke og stærk storm. Det sker, fordi Egon bliver bremset op og taber noget af pusten, når den blæser ind over landet.

Forhøjet vandstand flere stederSammen med de kraftige vindstød forventer DMI også, at der i flere fjorde vil være forhøjet vandstand. I den vestlige del af Limfjorden ved Lemvig kan vandstanden stige op mod to meter, mens det længere østpå, ved Aalborg og Nørresundby, ikke skulle stige lige så kraftigt.

I Roskilde Fjord forventer DMI, at vandstanden kan stige op til 1,4 meter. Netop Roskilde Fjord spillede en afgørende rolle under stormfloden i december 2013, da stormen Bodil huserede. Helt så galt går det formentlig ikke denne gang, vurderer Thyge Rasmussen.

»Vindstyrken er lidt lavere denne gang. Og det, som gav store problemer under Bodil, var vandstanden. Det var, fordi vinden vendte i nord og sendte vand til Øresund og Roskilde fjord. Men de holder nok vejret i Roskilde,« siger Thyge Rasmussen.

Tilfældigt med to stormeIfølge den vagthavende meterolog er det mere eller mindre en tilfældighed, at de to storme kommer lige efter hinanden. De opstår, når store temperaturforskelle kolliderer – varmere luft sydfra og køligere vintervejr nordfra.

Ved Storebæltsbroen følger man vejrsituationen nøje og opdaterer time for time, om broen lukkes ned. Her er meldingen, at Egon ser ud til at have tabt noget af sin styrke, hvorfor det på nuværende tidspunkt ikke forventes, at broen lukkes ned.

Du kan følge opdateringerne fra Storebæltsbroen her.

Powered by Labrador CMS