DMI melder ud om snevejret
Det bidende kolde frostvejr fortsætter
Det værste snevejr ser ud til at være overstået. Sådan lyder meldingen fra vagtchef Frank Nielsen hos Danmarks Meteorologiske institut (DMI) her til morgen.
– Vi får ikke så meget sne i dag, men der kan godt falde lidt hist og her, og man kan opleve en smule snefygning nogle steder. Og på Bornholm kommer der snebyger, siger Frank Nielsen.
– Men ellers holder det tørt, og man kan godt regne med, at det vil klare op i løbet af dagen, fortsætter han.
Føles som 10 minusgrader
Til gengæld bliver vejret fortsat bidende koldt.
– I nat har vi haft fire-seks minusgrader. I dag kommer vi heller ikke op over frysepunktet. Vi kan forvente nul-tre graders frost. Og i nat falder temperaturen helt ned til syv-otte minusgrader. På grund af den friske vind kan det endda føles endnu koldere – som 10 minusgrader, lyder det fra vagtchefen.
Og der er altså udsigt til, at de lave temperaturer og det bidende kolde frostvejr fortsætter.
Newsbreak.dk modtog flere billeder fra læserne af gårsdagens massive snefald.
Se et udpluk af billederne i galleriet ovenfor.